"SOM MODVÆGT MOD LIVETS MANGE SORGER

HAR HIMLEN SKÆNKET MENNESKET 

TRE GAVER: HÅBET, SØVNEN

OG LATTEREN"

-Immanuel Kant, Gajolæske  

sönderjylland

Björk - Hyper-Ballad

[prøv at lægge mærke til Björks små søde armbevægelser]

Björk - Oceania

Svada

Om kunstelskerens forkærlighed for ældre værker: 

"Han har større Forudsætninger for at trænge ind i den historiske Kunst end i den moderne, hvis Indhold er nyt for ham. Nydelsen for ham er den aandelige Reproduktion af den kunstneriske Proces, og han vil derfor foretrække at forstaa, forlange at forstaa, og vredes, hvis han ikke forstår"

- Poul Henningsen, "Kritisk Revy" 1927

Et problem, der synes lige så tidssvarende i 2011 som i 1927. Dog vil jeg komme med en påstand om, at dette ikke blot gælder pæne folk med pæne kakkelborde og hjorte på gravhøje over sofaer, men en umådelig stor del af den danske befolkning. Jeg synes at være vidne til, at en massiv del af den danske masse udelukkende søger oplevelser i form af underholdning - aldrig udfordring! Let tilgængelig mordprosa, der til stadighed formår at overraske på trods af den formelagtige narration, og biografier om semiinteressante folk, som har væltet en eller anden form for kegler på et eller andet tidspunkt i deres liv, præger boghandlernes hylder, hvorfor nyere poesi må nøjes med at være et næsten subkulturelt fænomen.

Der er selvfølgelig intet nyt under solen, hvad angår forholdet mellem 'accepteret' ældre kunst og nyere kunst. Det synes ofte lettere at forholde sig til ældre værker, da ens forforståelse af disse - og heraf også en del af forståelsen - allerede har undergået en prægning, da de givne værker af ældre dato er blevet fortolket, kategoriseret, kvalificeret osv. Det er derfor let at få en fornemmelse af, at disse værker må være 'rigtige og betydningsfulde', da de allerede er blevet kanoniseret - eventuelt længe inden man selv tog stilling til dem. Dette er der selvfølgelig ikke noget galt med. Det er menneskeligt. Og det er aldrig en dårlig ting at orientere sig om historien og de værker denne i tidens løb har affødt.  

Min sympati holder dog op, når man udelukkende anerkender 'forståelig kunst'. Dette gælder både den føromtalte ældre kunst, hvis nyskabende lys er blegnet grundet tidens gang, dog ikke sagt at man ikke skal anerkende de præmisser og den kontekst, hvori denne ældre kunst er blevet skabt, og middelmådig 'nutidsæstetik'. Det er som om mange er bange for ikke at 'forstå' budskabet. Et begreb jeg i øvrigt væmmes ved. Derfor lader de være med at undersøge det, der udfordrer dem, og efterlader dem tvivlende. Hvorfor ikke tage udfordringen op?

Poesien kan udfordre den læsende i form af en anderledes måde at bruge sproget på - en anden type af erkendelse; et fantastisk virvar af semantiske og kohæsionære kompleksiteter. Alle mennesker hverken bør eller kan være litterater, der ved hjælper alskens lagmodeller formår at dechifrere og strukturere et værk eller en tekst, hvorfor det er vigtigt at fremhæve, at det heller ikke forventes af andre typer læsere, at de er i stand til at gøre det samme som en trænet akademiker.

Jeg tror roden til 'budskabsangsten' skal findes i en misforstået didaktik. Allerede i folkeskolen får børnene tudet ørene fulde af "hvad er meningen i teksten?" eller "hvad er tekstens budskab" - eller værre endnu "hvad er forfatterens budskab i teksten". Føj for den lede. Der er intet sværere, for ikke at sige mere umuligt, end at skulle regne ud og formulere, hvad andre mennesker tænker - og så via et digt. Det er en umulighed fuldt ud at fatte et andet menneske, et andet subjekt, for det fordrer at man forkaster sit eget subjekt! Objektiviserende lagmodeller og tolkninger er på ingen måde det samme som at påstå, at man kan afkode et menneske og dets komplekse psyke.

Det er en skam, at så mange dygtige digtere ikke kan leve af deres kunst, fordi der intet marked er. I stedet er man nødt til at forlade sig på fondsstøtte, der i sig selv på ingen måde er en dårlig ting, men det er bare synd og skam, at mange ikke kan leve af at sende de vitale gnister rundt i samfundets nervebaner, som kunsten formår at frembringe. Lysende, ildevarslende, av…  

ps. der tages forbehold for eventuelle slåfejl eller det der er værre - manglende nutids r'er foreksempel.  

             

http://www.sorendahlgaard.com/
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Kunstklub/Artikler/20110128124319.htm

jeg havde besøg forleden dag...

Det
Det er det
Det er det hele
Det er det hele i en masse
Det er det hele i en masse forskelligt
Det er det hele i en masse forskellige mennesker
I angsten
Men det er ikke en helhed
Det er slet ikke færdigt
Det er ikke forbi
Og det er ikke begyndt
Det begynder
I angsten
I angsten som en hvile
Angsten for at være alene
Angsten for at være sammen
Angsten for det afsluttede
Angsten for det uafsluttede
Angsten for kønnet
Angsten for døden
begynder allevegne
allevegne i et menneske
et menneske hvis ansigt
bliver et meget mindre ansigt
forsvindingspunkt
for sin egen forsvinden
i et menneske
hvis indadvendte syner
vender tilbage fra rummet
som realiteter
/..../


- Inger Christensen, "Det" (Epilog)