”Silke er et substantiv. Alle substantiver er meget ensomme. De er som krystaller, der lukker sig om hver sin stump af vores kendskab til verden. […] Sig ordet silke, og det forsvinder med lyden, men dine sansninger, din erindring og viden kaster et ekko tilbage. Skriv det på et stykke papir, og det bliver stående ubevægeligt, men dine tanker og følelser er allerede på vej til de fjerneste kroge af verden.[…] Alle adjektiver er meget hjælpeløse. De er aldrig noget i sig selv. De må dag efter dag klynge sig til alle de substantiver, de kan finde.[…] Alle verber er meget medgørlige. De bliver til af sig selv, idet bevægelsen bliver til.[…] Alle præpositioner er nærmest usynlige.[…] De sætter alle substantiverne på plads i forhold til hinanden og bekræfter os stiltiende i, at vi på forhånd i verden er båret oppe af et uudtømmeligt stort, altid eksisterende sammenligningsgrundlag”
- Inger Christensen "Silken, rummet, sproget, hjertet"
Abonner på:
Opslag (Atom)
