I min søgen efter at lære mere om de kemiske processer, der sker i hjernen, når dennes ejer bliver forelsket, er jeg stødt på en serie af radioprogrammer om hjernens kemi. Jeg kan ikke gøre andet end at finde programmerne voldsomt interessante, for selvom jeg ikke just er naturvidenskabskvinde, så er der noget meget fascinerende ved anskuelsen af mennesket og alt hvad vores art indeholder af mærkelige tilbøjeligheder - rationelle som emotionelle - som naturvidenskabelige fænomener. Jeg forestiller mig verden, mennesket, mig selv som en del af et sprogligt udefinerbart 'det' (ja ja jeg er klar over den åbenlyse selvmodsigelse). En pulserende substans, der hele tiden omformes og varieres, men som alligevel altid er det samme 'det'. Det er måske en anelse organismeromantisk at se verden på denne måde, men jeg må indrømme, at det hjælper mig, så jeg ikke rammes af for mange eller for store interferenser ala Johannes V. Jensen eller Nietszche på hans ældre dage. Før jeg blev sprogligt bevidst om min egen opfattelse af verden som 'ét det', så synes jeg at kunne huske nogle situationer, hvor denne opfattelse på en eller anden måde alligevel gjorde sig gældende.
Jeg har aldrig været særligt glad for den mystiske sandbund, man er nødt til at betræde, hvis man vil bade ved stranden om sommeren. Jeg hader ikke at kunne se, hvad jeg træder på, og må nok indrømme, at det mere end én gang har givet mig en stor trang til pangfarvede plastikbadesandaler. Dog har jeg endnu ikke ageret på denne trang. For nogle år siden, da jeg stod og skulle ud i det mildt skvulpende dyb, besluttede jeg mig så for ikke at se mig selv i opposition til eventuelle havuhyrer, der måtte gemme sig på sandbunden, men som en del af en helhed. Mig og havuhyrerne var del af samme substans. Samme værendesmateriale om man vil. Beslutningen og overvejelsen, der egentlig løb igennem mit hoved på ganske få sekunder, hjalp mig til at hoppe ud i bølgen grumset, hvilket jo må siges at være rart. Mit forhold til stankelben er også forandret for evigt. Hurra og juhuu.
Inger Christensens 'Alfabet' og 'Det' har været med til at gøre mig sprogligt bevidst om denne 'det' tanke. Spinoza har også været ganske hjælpsom i min overvindelse af frygten for havuhyrer. Så tak til disse medvarianter af substansen...
