af Sophie Calle f. 1953 pryder væggene - ganske kedsommeligt - på Galleri Christina Wilson. Calle, som jeg ellers var meget fascineret af som yngre, synes nu at blive mere og mere kedelig i sine værker. Jeg var ret vild med hendes tidlige arbejde fx. da hun fulgte efter Henri B i Venedigs gader eller prøvede at gøre en ellers anonym genstand som en telefonboks til et levende og ikke mindst intimt rum. Det var hendes udforskning af intimitens grænser, der virkede appellerende.
Det er nu heller ikke første gang, at "When and Where?" dukker op hos Galleri Christina Wilson. I 2008 var jeg også inde og se Calles værker. Jeg var ovenud spændt, for det var første gang jeg skulle se nogle af Calles værker 'i virkeligheden'. Det jeg måtte sande var, at Calles visuelle udtryk egentlig er lidt blah. Det ville ikke være et problem, hvis hendes koncepter kunne bære - men - det kan "When and Where" desværre ikke!
