I lørdags var jeg til Funus Imaginarium - afsked - ligtog - begravelse - the works.
Det var en noget blandet fornøjelse. Konceptet var relativt tyggevenligt, men udførelsen var mildest talt noget klodset og værket kløjs i sin egen mangel på stringens og disciplin.
Jeg dukkede op ved Glyptoteket kvart over ti, for at tage afsked med Claus Beck-Nielsens uorganiske jeg. I rummet hvor den afdøde dukke lå lit de parad herskede der en gravalvorlig gravkammerstemning, der fik de tilstedeværende til at tale om deres triste erindringer med afdøde familiemedlemmer. Noget der virkede en anelse skævt i forhold til konceptet. Det druknede simpelthen i personlige erfaringer og konnotationer, der fuldstændig fjernede sig fra konceptets bearbejdning af identitet og konstruerede grupperinger (statsborgerskab, køn, status osv.)
Flere talte om, at det virkede en anelse malplaceret at vælge begravelsen som ritual i modsætning til en glædens og forløsningens fest. JuBii jeg er sluppet fri fra identitetens tyrani - hvilket egentlig er en konstruktion i sig selv, hmm...
Ved elleve tiden ankom 'dukkevognen', som den blankpolerede rustvogn blev døbt, og efter at låget var blevet lukket over det døde gummilegeme, begav gruppen af mennesker sig afsted til kendiskirkegården på Nørrebro. Gåturen var som et alt for langt manifest, som giver læseren ondt i hovedet. Vi gik og gik og gik - men frem nåede vi.
På Assistens stillede de mange mennesker rundt om graven. En præst, der mest af alt lignede en landevejsstryger, fred være med det, talte om Jesus Kristus, velsignede flokken af knipsende nokkefår og kastede jord på kisten. Tættest på graven stod the artist formerly known as Claus Beck-Nielsen med sin ti-elleve-årige datter i hånden og med en kvinde i bedste grædekone outfit ved sin side. Den lille pige stod med en alvorlig mine malet på det hvide barneansigt, da kisten blev sænket ned i jorden. Man kunne godt se på hende, at hun havde prøvet at begrave sin far før. Hard Core - Jaded.
Jeg var tilgengæld alt andet end jaded. Efter gruppen havde sunget en salme og sagt fader vor, blev det for meget for mig. Jeg blev nødt til at trække mig. Det virkede sygeligt sørgeligt.
Udførelsen eller performancen havde skudt totalt forbi det oprindelige konceptet. Ja bla bla det gav anledning til diskussion, men ikke om indentitet og statsbogerskaberi - brugen af begravelsen som ritual og konstruktionen af sorg.
Det eneste gode ved dette værk var, at jeg kunne konstatere, at jeg stadig kan påvirkes af - kunst...
RIP gummimand, du ligger der sikkert stadig hel og fin, når jeg engang er blevet til muld...
