Min gode veninde Rikke fortalt mig en sproglig pudsighed, hun stødte på for nogle uger siden, da hun rendte rundt på National Museet i den almene dannelses tjeneste. Efter hun havde besøgt diverse afdelinger for bla. oldtiden og middelalderen faldt hun pludselig over afdelingen: Historisk Tid. Som sprognørd kan man ikke lade være med at trippe lidt over begrebet. For det er noget af et postulat at komme med, at oldtiden og middelalderen ikke også er historiske, og at ordet historisk i sig selv må indbefatte tid. TØH HØ.
Nå. Vi diskuterede lidt frem og tilbage, imens vi fnes højlydt, og gættede os til, at begrebet øjensynligt dækkede over en historisk periode, hvor der herskede en historisk bevidsthed - hvor kilderne afslørede en bevidsthed omkring 'de dengang levendes' nutid/samtid - altså at de havde beskrevet den - og at de derved også forholdt sig til fortiden og fremtiden.
Nå. Men i den almene dannelses tjeneste forsøgte jeg så at google dette sprogligt tvetydige begreb, hvilket ikke har gjort mig særligt meget klogere. Der er åbenbart ikke enighed om, hvad den historiske tid - rent tidsligt - dækker over. I følge Illustreret (pseudo) Videnskabs hjemmeside er historisk tid kendetegnet ved skriftlige kilder. Dog nævnes jordens levetid og homodetvibetegnersommodernemennesker også i artiklen. På National Museets hjemmeside har jeg ikke kunnet finde betegnelsen noget sted, selvom det figurer i analog form på museet og på wikipedia plapres der løs om diverse sagnkonger og Knud den something something.
Nå. Jeg er ikke blevet MEGET klogere. Jeg går dog ud fra at historisk tid kan karakteriseres ved arkæologiske fund af skriftlige kilder og ikke blot potteskår, bunker af muslingeskaller og aftegninger af stenalder byer. Kilder som historievidenskaben kan forholde sig til.
NÅ.
