Jeg er ikke just en person, der praler af mine egne bedrifter. Dette skyldes nok, at mængden af pralemateriale er ganske lille. I hvert fald når det gælder mine lyriske successer. Dog fandt jeg mig selv, i et øjeblik af rendyrket narcissisme, søge efter mit navn på google. Ved første øjekast så søgningen noget kedsommelig ud, da jeg desværre har en navnesøster (Heidi Frederikke Lindahl), hvis navn, det vil sige Heidi+, dukker op langt flere gange end mit eget. Dog stødte jeg på en artikel, hvor mit navn dukker op på den allerheldigste måde. Jeg kendte selvfølgelig godt artiklen i forvejen, men det varmede alligevel at læse den igen - især når jeg ikke har haft modet til at sende noget ind til Hr. Bukdahl og gode, gamle Hvedekorn siden efteråret 2009. Jeg fik derfor en umådelig lyst til at dele denne artikel med dig, hvem du nu end er.
"ZOMBIENYT Og hvedekornet dør ikkeBorgens Forlag har allerhøfligst givet Hvedekorn sparket, ergo er det 83-årige, purunge tidsskrift for poesi og kunst FLYVENDE i tynd, men mulighedsrig luft
Og Hvedekornet dør ikke
af Lars Bukdahl, lyrikredaktør på Hvedekorn
Overskriftens fire ord, ”Og Hvedekornet dør ikke”, hentet fra en artikel, Poul Borum skrev til nummer af Kritik med tidsskriftstema i 1986, har været mit motto og mit mantra og min eneste aktionsplan i den halvanden uge, der er gået siden, direktør Niels Borgen ved et møde mandag eftermiddag i det store, rungende mødelokale på Valbygaardsvej med de pseudo-mytologiske Richard Winther-tegninger på væggen, meddelte, at Borgens Forlag pga. de onde økonomiske tider så sig nødsaget til at ophøre med udgivelsen af Hvedekorn.
Javel ja, nådada, eller noget andet meningsløst, svarede jeg på den ikke uventede, men alligevel chokerende nyhed og skævede hen til de tomme stole, som jeg forestillede mig besat af spøgelsesforgængere som Viggo F. Møller, Halfdan Rasmussen, Ivan Malinowski, Uffe Harder, Knud Holst (Hanne-Vibekes far!) og Poul Borum, der alle tilkastede mig vurderende og skeptiske blikke: Var mine smalle skuldre stålsatte nok til at løfte ansvaret, ansvaret for at finde et nyt hjem til vores fælles blad, der er lige så trygt og kærligt, som Borgen i 45 år har været, lige siden Jarl Borgen overtog den forpjuskede gevækst fra sin gamle klassekammerat på Boghandlerskolen Arne Ejvind Larsens dengang lige så kriseramte forlag Kunst og Kultur.
Da jeg omsider løsrev mig fra spøgelserne, fulgte en god og konstruktiv diskussion af fremtidsmulighederne og den kommende overtagelsesforretning, Borgen er heldigvis interesseret i så harmonisk en – hvad er det upoetiske ord? – udfasning som muligt; årgang 2009 har været åndssvagt forsinket, nr. 2 fuld af laber poesi er kun lige kommet på gaden, så der er hele to Borgen-garanterede numre at løbe på, inden der er deadline for digtere og redaktører og det nye, smukke forlag på nr. 1, 2010.
Som sædvanlig var jeg oppe i sekretariatet og hente post i Hvedekorns postrum, og som sædvanlig var der en solid, lille bunke kuverter i alskens størrelser og kulører, og som sædvanlig både frygtede og glædede jeg mig til at komme hjem og sprætte brevene op med giraf-papirkniven. Det er ikke altid, at det er talent ved første blik; det er ikke altid, der overhovedet er talent at finde i en bunke, men denne gang var jeg, hvad jeg selvfølgelig tog som et tegn, heldig (jeg har ikke kastet det andet og tredje blik på bunken, som derfor sagtens kan indeholde yderligere talenter, bare så ingen mistænker sig afvist på forhånd):
Frederikke Lindahl, født 1987, fra Kolding! Hvis spinkle, men fyndige digte jeg har misbrugt hele ugen og en halv, i radioen og på min blog og nu her i avisen, som det afgørende argument for nødvendigheden af Hvedekorns fortsatte eksistens, her er Frederikkes allersommindste digt: ”nøgler er mur/ i forklædning”. Som jeg gerne vil vende om og platificere som endnu et slagord i Hvedekorn-kampagnen: MUR ER NØGLER I FORKLÆDNING!
Med hjemmepost har jeg siden modtaget et fordansket ”Portræt af den materialistiske filosof” af den franske filosof Louis Althusser fra den sky digter Mikkel Thykier: ”Det er lige meget hvor gammel han er. Han kan være meget gammel eller meget ung. Det vigtigste, at han ikke ved, hvor han er, og vil væk”. Og i bleg maskinskrift intet mindre end ”Mathiesens kanon for dansk billedkunst” fra selvfølgelig Eske K., trofast bidragyder gennem alle årene, ”Hinrich Jansen von Holstein, maler”: ”De har de samme klare øjne, alle/ de seks børn på Hans Jebsens epitafium i/ Marie Kirke i Sønderborg;/ tolv blanke perler fra den samme/ perlekrans.”
Fløjtende ligeglad med alle krisetegn i sol og måne bliver Hvedekorn ved med at skrive sig selv, via digterspirer, digtersærlinge, digterveteraner, og så kan jeg jo blive nødt til at blive ved at redigere det og af alle kræfter arbejde på at skaffe et nyt og smukt og klogt forlag, hvilket alt tyder på langt fra er umuligt. Fra både professionelt og menigt poesiinteresserede har jeg dagligt mærket ingen ende på velvilje og gode vibrationer, tak for det! Min optimisme på Hvedekorns vegne var fra starten af viljefast, nu er den, grønt lysende, kryptonitstærk!
Til Hvedekorn nr. 2, 1964, redigeret af Uffe Harder, det andet, Borgen udgav, bidrog Per Kirkeby med følgende digt, betitlet ”Springet”: ”Projektørerne/ blev/ tændt./ Dansemusikken/ lød./ Om lidt/ kom/ det dødsensfarlige/ midnatsspring.// Men ville/ Billy/ slippe/ levende/ fra det// desperat/ som/ han var// efter/ opgøret med/ Marcia.” Er du rar at skrive fortsættelsen til nr. 2, 2010, Per? For èn ting er sikkert, som skrevet står i Borums 23 år gamle artikel: ”Tidsskrifter forgår, men Hvedekorn består.” Nye abonnementer tegnes påpoesi@hvedekorn.dk ."
Da jeg omsider løsrev mig fra spøgelserne, fulgte en god og konstruktiv diskussion af fremtidsmulighederne og den kommende overtagelsesforretning, Borgen er heldigvis interesseret i så harmonisk en – hvad er det upoetiske ord? – udfasning som muligt; årgang 2009 har været åndssvagt forsinket, nr. 2 fuld af laber poesi er kun lige kommet på gaden, så der er hele to Borgen-garanterede numre at løbe på, inden der er deadline for digtere og redaktører og det nye, smukke forlag på nr. 1, 2010.
Som sædvanlig var jeg oppe i sekretariatet og hente post i Hvedekorns postrum, og som sædvanlig var der en solid, lille bunke kuverter i alskens størrelser og kulører, og som sædvanlig både frygtede og glædede jeg mig til at komme hjem og sprætte brevene op med giraf-papirkniven. Det er ikke altid, at det er talent ved første blik; det er ikke altid, der overhovedet er talent at finde i en bunke, men denne gang var jeg, hvad jeg selvfølgelig tog som et tegn, heldig (jeg har ikke kastet det andet og tredje blik på bunken, som derfor sagtens kan indeholde yderligere talenter, bare så ingen mistænker sig afvist på forhånd):
Frederikke Lindahl, født 1987, fra Kolding! Hvis spinkle, men fyndige digte jeg har misbrugt hele ugen og en halv, i radioen og på min blog og nu her i avisen, som det afgørende argument for nødvendigheden af Hvedekorns fortsatte eksistens, her er Frederikkes allersommindste digt: ”nøgler er mur/ i forklædning”. Som jeg gerne vil vende om og platificere som endnu et slagord i Hvedekorn-kampagnen: MUR ER NØGLER I FORKLÆDNING!
Med hjemmepost har jeg siden modtaget et fordansket ”Portræt af den materialistiske filosof” af den franske filosof Louis Althusser fra den sky digter Mikkel Thykier: ”Det er lige meget hvor gammel han er. Han kan være meget gammel eller meget ung. Det vigtigste, at han ikke ved, hvor han er, og vil væk”. Og i bleg maskinskrift intet mindre end ”Mathiesens kanon for dansk billedkunst” fra selvfølgelig Eske K., trofast bidragyder gennem alle årene, ”Hinrich Jansen von Holstein, maler”: ”De har de samme klare øjne, alle/ de seks børn på Hans Jebsens epitafium i/ Marie Kirke i Sønderborg;/ tolv blanke perler fra den samme/ perlekrans.”
Fløjtende ligeglad med alle krisetegn i sol og måne bliver Hvedekorn ved med at skrive sig selv, via digterspirer, digtersærlinge, digterveteraner, og så kan jeg jo blive nødt til at blive ved at redigere det og af alle kræfter arbejde på at skaffe et nyt og smukt og klogt forlag, hvilket alt tyder på langt fra er umuligt. Fra både professionelt og menigt poesiinteresserede har jeg dagligt mærket ingen ende på velvilje og gode vibrationer, tak for det! Min optimisme på Hvedekorns vegne var fra starten af viljefast, nu er den, grønt lysende, kryptonitstærk!
Til Hvedekorn nr. 2, 1964, redigeret af Uffe Harder, det andet, Borgen udgav, bidrog Per Kirkeby med følgende digt, betitlet ”Springet”: ”Projektørerne/ blev/ tændt./ Dansemusikken/ lød./ Om lidt/ kom/ det dødsensfarlige/ midnatsspring.// Men ville/ Billy/ slippe/ levende/ fra det// desperat/ som/ han var// efter/ opgøret med/ Marcia.” Er du rar at skrive fortsættelsen til nr. 2, 2010, Per? For èn ting er sikkert, som skrevet står i Borums 23 år gamle artikel: ”Tidsskrifter forgår, men Hvedekorn består.” Nye abonnementer tegnes påpoesi@hvedekorn.dk ."
[fra Weekendavisen 6/11 2009] / http://hvedekorn.raptus.mico.dk/?p=125
Hvedekorn er siden blevet reddet af Rosinante & CO, og trives i bedste velgående.
