at gå på universitetet

Dit blik som i mit - langsynede må være verdens længste mennesker . .

Der er noget helt særligt ved at se på landkort. Læse alle de mange navne, der repræsenterer et specifikt (geografisk) sted. Det har fået mig til at spekulere lidt over forholdet mellem afstand og nærhed, navn og sted og kroppens placeringen i al dette, for det er som om kroppen kan være flere steder på én gang alt efter hvilken sans, man lægger vægt på. Som om ens udstrækning ikke blot er afhængig af ekstremiteternes (dvs. arme og ben) relativt begrænsede omfang, men også af de andre sanser. Især synssansen er i særdeles interessant, da blikket er den del af den menneskelige krop, der kan blive 'længst'. Blikket kan strække sig helt til horisontlinjen, hvorimod arme og ben på ingen måde kan nå den afstand. Man kan selvfølgelig diskutere om begrebet blik overhovedet kan siges at høre til kroppen, men siden den visuelle perception egentlig er en relation mellem hjernen og øjet og dét, der ses, så synes grænsen mellem krop og verden (/ikke-krop) at være noget mere flydende. Hvis jeg eksempelvis står ét sted - udenfor en by - men kan se helt hen til byen og endda kan følge med i trafikken, se mennesker på gaden, lys blive tændt i vinduerne, er jeg så på sin vis ikke på flere steder på samme tid? Måske er spørgsmålet ikke helt så simpelt for mit blik er jo ikke et andet sted end mine ben, mine arme og resten af min krop, det er 'her', men det er også længere væk. Et sted, der for resten af kroppen ville være dér, men som for blikket er 'her'. Følesansen, som jeg forbinder med huden og særligt ekstremiteterne, er også bundet op på et relationelt forhold. Lige så er alle de andre sanser, så det relationelle aspekt gælder ikke kun for den visuelle perception. Spørgsmålet er nok i lige så høj grad et produkt af min deiksis-fetichisme samt min lidt sværmeriske omgang med verden. Forhåndenværende drømmeri (hø hø). 
Det kan være jeg finder ud af, det er noget værre pjat jeg har skrevet, men lige nu fylder disse tanker min lyserøde tyggegummihjerne.

Ps. Endnu engang tager jeg forbehold for diverse slå-, stave og idiotfejl - dovenskaben længe leve! 

SHANGHAI BABY; tredje gang er lykkens gang

Siden jeg fik "Shanghai Baby" har jeg forsøgt at læse bogen to gange, men begge gange mislykkedes forsøget. Efter en hel del år forsøger jeg derfor igen. NU skal det være. NU skal den læses. En, to, tre læs!

+ 

lille lang film med scenarier fra Shanghai

i didn't write this, i

system 

10

VM på rådhuspladsen

19-06-2010 som det så ud fra mit vindue

en ny udsigt fra et nyt vindue

kanterne skraber hinanden
hudløse

vinden rusker søen rynket

en ny udsigt
fra et nyt vindue

koncentration

Lige nu sidder jeg hos Kristine og prøver at skrive opgave, men det går ikke helt som det burde. Jeg kommer hele tiden til at se ud af hendes køkkenvinduer, selvom jeg prøver at lade være. Der er så mange fremmede lyde i denne her lejlighed. Lyde fra håndværkerne ude på gaden, skraldemændenes raslen med de store skraldespande, lyden af regn, der med distinkte dryp søger ned mod kloakens mørke.

Vinduer er nu engang mere spændende end skærme.