i øjeblikket har jeg disse mænd på hjernen

Tryk for Merleau-Ponty

Tryk for Heidegger

Tryk for Husserl

Emma Jung

Toni Wolff

ILD / BRAND

putamen & insula - den korte vej fra kærlighed til had

Læs artiklen her

kunstens filosofi og filosofiens kunst

I artiklen "kunstens filosofi og filosofiens kunst" gør filosof Niels Jakob Harbo sig nogle overvejelser over kunsten og filosofien og deres fælles grundvilkår - verden og abstraktionen - samt deres eksistensberettigelse. Teksten er hurtigt læst og ikke just provokerende eller nyskabende, men den er meget fin i sin enkle argumentationsrække, hvor Harbo forsøger at forkaste påstandene om, at både kunsten og filosofien er verdensfjerne og ligegyldige.

Læs den her:
http://www.kunstmomentum.dk/Kunstens%20filosofi%20og%20filosofiens%20kunst.pdf

Welcome

.

.

.

.

.

.

APPLiCATiON

STORM P

Edith Södergran

..." Jag är blodets viskning i mannens öra,"...

TOVEIRMAMARGITDITLEVSEN

skyRAPE

no 2

skyRAPE

no 1

I MORGEN FYLDER JEG 23

Historisk Tid

Min gode veninde Rikke fortalt mig en sproglig pudsighed, hun stødte på for nogle uger siden, da hun rendte rundt på National Museet i den almene dannelses tjeneste. Efter hun havde besøgt diverse afdelinger for bla. oldtiden og middelalderen faldt hun pludselig over afdelingen: Historisk Tid. Som sprognørd kan man ikke lade være med at trippe lidt over begrebet. For det er noget af et postulat at komme med, at oldtiden og middelalderen ikke også er historiske, og at ordet historisk i sig selv må indbefatte tid. TØH HØ. 

Nå. Vi diskuterede lidt frem og tilbage, imens vi fnes højlydt, og gættede os til, at begrebet  øjensynligt dækkede over en historisk periode, hvor der herskede en historisk bevidsthed - hvor kilderne afslørede en bevidsthed omkring 'de dengang levendes' nutid/samtid - altså at de havde beskrevet den - og at de derved også forholdt sig til fortiden og fremtiden. 

Nå. Men i den almene dannelses tjeneste forsøgte jeg så at google dette sprogligt tvetydige begreb, hvilket ikke har gjort mig særligt meget klogere. Der er åbenbart ikke enighed om, hvad den historiske tid - rent tidsligt - dækker over. I følge Illustreret (pseudo) Videnskabs hjemmeside er historisk tid kendetegnet ved skriftlige kilder. Dog nævnes jordens levetid og homodetvibetegnersommodernemennesker også i artiklen. På National Museets hjemmeside har jeg ikke kunnet finde betegnelsen noget sted, selvom det figurer i analog form på museet og på wikipedia plapres der løs om diverse sagnkonger og Knud den something something.         

Nå. Jeg er ikke blevet MEGET klogere. Jeg går dog ud fra at historisk tid kan karakteriseres ved arkæologiske fund af skriftlige kilder og ikke blot potteskår, bunker af muslingeskaller og aftegninger af stenalder byer. Kilder som historievidenskaben kan forholde sig til.

NÅ. 

MENNESKE.

Menneske. Det er de fleste af os. Bortset fra dem, der tilhører kategorien 'alt andet', som igen kan inddeles i diverse underkategorier - det værende 'koalabjørn', 'citrusfrugt', 'papegøjetang', 'øjesten'. Den sidste underkategori bliver dog ofte brugt til at betegne en bestemt type menneske. Et menneske, der i relation til andre synes særlig dyrebar. En sten i øjet er ikke det samme som en i skoen.

At filosofere over menneske - eller som andre måske ville formulere det - det at være menneske - kan synes ganske lige til og ganske ligegyldigt på én og samme tid. Forunderligt forvirrende forførende forenklet således: "Jeg tænker altså er jeg". Eller "Cogito ergo sum", hvis man ønsker at lade sig forvirre endnu engang - forvirring kan man aldrig få for meget af! Jeg er her og der og allevegne nu i morgen i går; sum es est sumus estis sunt. Nå! Og hvad kan man så stille op med det. Jo! Intet. Andet end bare at være i sin havregrød, nyde sin halsbetændelse, leve leve den dårlige samvittighed, der opstår når man får øje på en død potteplante i vindueskarmen - præ i live og frisk og sprudlende - nu, post glemt at blive vandet.

Menneske. Et dyr med en barbermaskine, et organiseret organisme clash, bare ben i sneen i januar udenfor provinsdiskoteker (hertil kan følelsen:håb:udledes) mange triste dage og lykkelige minutter. ganske enkelt komplekst. Menneske.

poetry.woman.online.wow

WOW, jeg har lige fundet hjemmesiden Projekt Runeberg, hvor man bla. kan få adgang til en masse ældre poesi af fx Edith Södergran. Det er for sweet! Så tør savlet væk fra tastaturet, saml kæben op fra dit jeansbeklædte skød og læs noget poesi...

Kærlig Hilsen!

Link: Projekt Runeberg    

anubis

Victoria Benedictsson

sov sødt dukke claus

I lørdags var jeg til Funus Imaginarium - afsked - ligtog - begravelse - the works. 

Det var en noget blandet fornøjelse. Konceptet var relativt tyggevenligt, men udførelsen var mildest talt noget klodset og værket kløjs i sin egen mangel på stringens og disciplin.  

Jeg dukkede op ved Glyptoteket kvart over ti, for at tage afsked med Claus Beck-Nielsens uorganiske jeg. I rummet hvor den afdøde dukke lå lit de parad herskede der en gravalvorlig gravkammerstemning, der fik de tilstedeværende til at tale om deres triste erindringer med afdøde familiemedlemmer. Noget der virkede en anelse skævt i forhold til konceptet. Det druknede simpelthen i personlige erfaringer og konnotationer, der fuldstændig fjernede sig fra konceptets bearbejdning af identitet og konstruerede grupperinger (statsborgerskab, køn, status osv.)

Flere talte om, at det virkede en anelse malplaceret at vælge begravelsen som ritual i modsætning til en glædens og forløsningens fest. JuBii jeg er sluppet fri fra identitetens tyrani - hvilket egentlig er en konstruktion i sig selv, hmm...

   Ved elleve tiden ankom 'dukkevognen', som den blankpolerede rustvogn blev døbt, og efter at låget var blevet lukket over det døde gummilegeme, begav gruppen af mennesker sig afsted til kendiskirkegården på Nørrebro. Gåturen var som et alt for langt manifest, som giver læseren ondt i hovedet. Vi gik og gik og gik - men frem nåede vi. 

   
På Assistens stillede de mange mennesker rundt om graven. En præst, der mest af alt lignede en landevejsstryger, fred være med det, talte om Jesus Kristus, velsignede flokken af knipsende nokkefår og kastede jord på kisten. Tættest på graven stod the artist formerly known as Claus Beck-Nielsen med sin ti-elleve-årige datter i hånden og med en kvinde i bedste grædekone outfit ved sin side. Den lille pige stod med en alvorlig mine malet på det hvide barneansigt, da kisten blev sænket ned i jorden. Man kunne godt se på hende, at hun havde prøvet at begrave sin far før. Hard Core - Jaded.

   Jeg var tilgengæld alt andet end jaded. Efter gruppen havde sunget en salme og sagt fader vor, blev det for meget for mig. Jeg blev nødt til at trække mig. Det virkede sygeligt sørgeligt. 

   Udførelsen eller performancen havde skudt totalt forbi det oprindelige konceptet. Ja bla bla det gav anledning til diskussion, men ikke om indentitet og statsbogerskaberi - brugen af begravelsen som ritual og konstruktionen af sorg. 

   Det eneste gode ved dette værk var, at jeg kunne konstatere, at jeg stadig kan påvirkes af - kunst...

      

RIP gummimand, du ligger der sikkert stadig hel og fin, når jeg engang er blevet til muld...  

Old School - men Cool!

Jeg synes, der er noget helt vildt fascinerende over gamle optagelser af mennesker. En visuel dokumentation af eksistenser som man ikke ved hvem er - eller rettere sagt - var. På et tidspunkt bliver de fleste mennesker glemt. Der skal ikke mange generationer til før man bare er et anført navn i en eller anden vissen kirkebog. Men filmoptagelser giver på en eller anden måde de mennesker, der optræder i dem, et lidt længere liv - eller død om man vil*.
På denne optagelse fra 1936 kan man se nogle stærke unge mænd, der kæmper/leger/spiller danmye. En kampkunst, som har mange af de samme træk som kampdansen capoiera.
Gamle optagelser har dog ofte en tendens til at virke lidt komiske og det har denne her også lidt - dog må man endelig ikke undervurdere disse mænds fysiske kunnen. Det er old school - men cool!

*en af de mere ubevidste grunde til at folk laver kunst - tror jeg...