hvad skulle det være?

Manet 1881-82

Svada

Om kunstelskerens forkærlighed for ældre værker: 

"Han har større Forudsætninger for at trænge ind i den historiske Kunst end i den moderne, hvis Indhold er nyt for ham. Nydelsen for ham er den aandelige Reproduktion af den kunstneriske Proces, og han vil derfor foretrække at forstaa, forlange at forstaa, og vredes, hvis han ikke forstår"

- Poul Henningsen, "Kritisk Revy" 1927

Et problem, der synes lige så tidssvarende i 2011 som i 1927. Dog vil jeg komme med en påstand om, at dette ikke blot gælder pæne folk med pæne kakkelborde og hjorte på gravhøje over sofaer, men en umådelig stor del af den danske befolkning. Jeg synes at være vidne til, at en massiv del af den danske masse udelukkende søger oplevelser i form af underholdning - aldrig udfordring! Let tilgængelig mordprosa, der til stadighed formår at overraske på trods af den formelagtige narration, og biografier om semiinteressante folk, som har væltet en eller anden form for kegler på et eller andet tidspunkt i deres liv, præger boghandlernes hylder, hvorfor nyere poesi må nøjes med at være et næsten subkulturelt fænomen.

Der er selvfølgelig intet nyt under solen, hvad angår forholdet mellem 'accepteret' ældre kunst og nyere kunst. Det synes ofte lettere at forholde sig til ældre værker, da ens forforståelse af disse - og heraf også en del af forståelsen - allerede har undergået en prægning, da de givne værker af ældre dato er blevet fortolket, kategoriseret, kvalificeret osv. Det er derfor let at få en fornemmelse af, at disse værker må være 'rigtige og betydningsfulde', da de allerede er blevet kanoniseret - eventuelt længe inden man selv tog stilling til dem. Dette er der selvfølgelig ikke noget galt med. Det er menneskeligt. Og det er aldrig en dårlig ting at orientere sig om historien og de værker denne i tidens løb har affødt.  

Min sympati holder dog op, når man udelukkende anerkender 'forståelig kunst'. Dette gælder både den føromtalte ældre kunst, hvis nyskabende lys er blegnet grundet tidens gang, dog ikke sagt at man ikke skal anerkende de præmisser og den kontekst, hvori denne ældre kunst er blevet skabt, og middelmådig 'nutidsæstetik'. Det er som om mange er bange for ikke at 'forstå' budskabet. Et begreb jeg i øvrigt væmmes ved. Derfor lader de være med at undersøge det, der udfordrer dem, og efterlader dem tvivlende. Hvorfor ikke tage udfordringen op?

Poesien kan udfordre den læsende i form af en anderledes måde at bruge sproget på - en anden type af erkendelse; et fantastisk virvar af semantiske og kohæsionære kompleksiteter. Alle mennesker hverken bør eller kan være litterater, der ved hjælper alskens lagmodeller formår at dechifrere og strukturere et værk eller en tekst, hvorfor det er vigtigt at fremhæve, at det heller ikke forventes af andre typer læsere, at de er i stand til at gøre det samme som en trænet akademiker.

Jeg tror roden til 'budskabsangsten' skal findes i en misforstået didaktik. Allerede i folkeskolen får børnene tudet ørene fulde af "hvad er meningen i teksten?" eller "hvad er tekstens budskab" - eller værre endnu "hvad er forfatterens budskab i teksten". Føj for den lede. Der er intet sværere, for ikke at sige mere umuligt, end at skulle regne ud og formulere, hvad andre mennesker tænker - og så via et digt. Det er en umulighed fuldt ud at fatte et andet menneske, et andet subjekt, for det fordrer at man forkaster sit eget subjekt! Objektiviserende lagmodeller og tolkninger er på ingen måde det samme som at påstå, at man kan afkode et menneske og dets komplekse psyke.

Det er en skam, at så mange dygtige digtere ikke kan leve af deres kunst, fordi der intet marked er. I stedet er man nødt til at forlade sig på fondsstøtte, der i sig selv på ingen måde er en dårlig ting, men det er bare synd og skam, at mange ikke kan leve af at sende de vitale gnister rundt i samfundets nervebaner, som kunsten formår at frembringe. Lysende, ildevarslende, av…  

ps. der tages forbehold for eventuelle slåfejl eller det der er værre - manglende nutids r'er foreksempel.  

             

http://www.sorendahlgaard.com/
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Kunstklub/Artikler/20110128124319.htm

Hammershøi

ingen jul uden gibs

På billedhuggerskolen på Charlottenborg er det i disse dage muligt at købe nogle lidt anderledes julegaver.

De studerende afholder en auktion, hvor det er muligt at købe en masse gibsskulpturer. Nogle af dem er gode, gamle græske klassiskere - andre er af nyere skulpturel dato. Auktionen holdes bl.a. tilfordel for de studerendes rejse til Korea... Ingen jul uden gibs...

Link: tryk  

Lige nu sidder jeg og forsøger at skrive et essay om min tur til Helsinki. Det er en uniopgave, hvilket gør, at jeg på mange måder er bundet af nogle ekstra formalia. Det er i det hele taget lidt underligt at sidde og skulle fatte sig i langdrag, for det er, jeg føler, at jeg gør. Jeg er lidt af en pointerytter. Men essayet skal være på mellem 5-8 sider, hvilket ikke er meget af en almindelig opgave, men meget for et essay - synes jeg. Især hvis man ikke er vandt til at skrive essays. Jeg holder meget af essaygenren og på sin vis er det også meget priviligeret at få lov til at skrive et essay som en afløsningsopgave i stedet for at gå til eksamen. Men jeg nu stadig lidt på herrens mark omkring dispositionen. Jeg plejer faktisk bare at skrive derudaf - også i opgaver, og indtil videre har det givet pote. Melankolien bliver nok den sorte tråd i essayet. Ellers så vil jeg selvfølgelig flette lidt Tove Jansson, Edith Södergran, underfundig humor og finsk film ind i teksten. 

Sikke store bekymringer denne universitetsstudine har, ha'...     

Pablo Picasso

Social Aesthetics

Læs Her Nu

Yayoi Kusama

performativ biografisme

Sarah Lucas + Hannah Wilke

Min veninde og medstuderende Rikke Mulvad og jeg holdt en lille én-dags-udstilling lørdag d.30 oktober. Vi har strikket et onlinekatalog sammen. Se her illustration/illustrations hjemmeside ->

RINDALISME

 Uha tryk her, uha ->

Gør det!

?manifest?

1
Leve simpliciteten!

2
Leve kompleksiteten!

3
Alting er tilladt, men ikke nødvendigt.

4
Poesi er træer i Rosenborg Have.
De står splitternøgne og er langvarigt
parate til pludselig
at eksplodere.
       a) De sender grønne gnister til alle
sider.
       b) De står ganske enkelt og vokser.
Gør det!

5
Poesi er et af tilværelsens muntreste påfund
i selskab med erotik og musik.
Tilhører humorens kategori.

af Torben Brostrøm
fra Hvedekorn 1/2008
 

art.blogging.newfound.electric

Jeg har lige opdaget en blog OG en hjemmeside af en ung kunstner fra kunstakademiet - Christine Overvad Hansen. Jeg synes det arbejde hun laver ser interessant ud. 

God kiggelyst. 

Link: Christine Overvad Hansen - blog

Link: Christine Overvad Hansen - hjemmeside

sov sødt dukke claus

I lørdags var jeg til Funus Imaginarium - afsked - ligtog - begravelse - the works. 

Det var en noget blandet fornøjelse. Konceptet var relativt tyggevenligt, men udførelsen var mildest talt noget klodset og værket kløjs i sin egen mangel på stringens og disciplin.  

Jeg dukkede op ved Glyptoteket kvart over ti, for at tage afsked med Claus Beck-Nielsens uorganiske jeg. I rummet hvor den afdøde dukke lå lit de parad herskede der en gravalvorlig gravkammerstemning, der fik de tilstedeværende til at tale om deres triste erindringer med afdøde familiemedlemmer. Noget der virkede en anelse skævt i forhold til konceptet. Det druknede simpelthen i personlige erfaringer og konnotationer, der fuldstændig fjernede sig fra konceptets bearbejdning af identitet og konstruerede grupperinger (statsborgerskab, køn, status osv.)

Flere talte om, at det virkede en anelse malplaceret at vælge begravelsen som ritual i modsætning til en glædens og forløsningens fest. JuBii jeg er sluppet fri fra identitetens tyrani - hvilket egentlig er en konstruktion i sig selv, hmm...

   Ved elleve tiden ankom 'dukkevognen', som den blankpolerede rustvogn blev døbt, og efter at låget var blevet lukket over det døde gummilegeme, begav gruppen af mennesker sig afsted til kendiskirkegården på Nørrebro. Gåturen var som et alt for langt manifest, som giver læseren ondt i hovedet. Vi gik og gik og gik - men frem nåede vi. 

   
På Assistens stillede de mange mennesker rundt om graven. En præst, der mest af alt lignede en landevejsstryger, fred være med det, talte om Jesus Kristus, velsignede flokken af knipsende nokkefår og kastede jord på kisten. Tættest på graven stod the artist formerly known as Claus Beck-Nielsen med sin ti-elleve-årige datter i hånden og med en kvinde i bedste grædekone outfit ved sin side. Den lille pige stod med en alvorlig mine malet på det hvide barneansigt, da kisten blev sænket ned i jorden. Man kunne godt se på hende, at hun havde prøvet at begrave sin far før. Hard Core - Jaded.

   Jeg var tilgengæld alt andet end jaded. Efter gruppen havde sunget en salme og sagt fader vor, blev det for meget for mig. Jeg blev nødt til at trække mig. Det virkede sygeligt sørgeligt. 

   Udførelsen eller performancen havde skudt totalt forbi det oprindelige konceptet. Ja bla bla det gav anledning til diskussion, men ikke om indentitet og statsbogerskaberi - brugen af begravelsen som ritual og konstruktionen af sorg. 

   Det eneste gode ved dette værk var, at jeg kunne konstatere, at jeg stadig kan påvirkes af - kunst...

      

RIP gummimand, du ligger der sikkert stadig hel og fin, når jeg engang er blevet til muld...  

LAK.RØR.NU

På fredag bliver de potente, røde porte på Den Frie Udstillingsbygning slået op for udstillingen 'ALD CARMARKET KØBENHAVN', hvor kunstneren Jens Haaning har inviteret et firma til at udstille et lille udsnit af deres lækre luksusbiler i Den Fries smukke rum. Jeg tror det bliver en strømlinet skæv udstilling, og jeg glæder mig meget til at se, hvem den tiltrækker.   

a strowl around the web.a new blog discovered.yes.

Jeg gik en tur på nettet for få minutter siden (nu hviler jeg mig lidt i dette indlæg) og faldt over en blog af Martin Aagaard Hansen, som er studerende ved Kunstakademiet. Jeg kan godt lide hans ting: de er klare, levende og humoristiske - dog uden at være platte! Jeg kunne faktisk genkende nogle af hans ting fra Rundgang 2010, hvilket jeg synes er lidt interessant, for jeg kan huske, at jeg følte mig mere eller mindre bombarderet af kunst. Min hjerne begyndte at flimre og jeg blev helt tavs, fordi der var så mange indtryk, der skulle bearbejdes. 

Men Martin Aagaard Hansens arbejde gjorde et særlig indtryk på mig, og jeg kan faktisk godt huske mit møde med værkerne dengang i sommer.


God kiggelyst

Link: Martin Aagaard Hansen

August Strindberg