Dit blik som i mit - langsynede må være verdens længste mennesker . .

Der er noget helt særligt ved at se på landkort. Læse alle de mange navne, der repræsenterer et specifikt (geografisk) sted. Det har fået mig til at spekulere lidt over forholdet mellem afstand og nærhed, navn og sted og kroppens placeringen i al dette, for det er som om kroppen kan være flere steder på én gang alt efter hvilken sans, man lægger vægt på. Som om ens udstrækning ikke blot er afhængig af ekstremiteternes (dvs. arme og ben) relativt begrænsede omfang, men også af de andre sanser. Især synssansen er i særdeles interessant, da blikket er den del af den menneskelige krop, der kan blive 'længst'. Blikket kan strække sig helt til horisontlinjen, hvorimod arme og ben på ingen måde kan nå den afstand. Man kan selvfølgelig diskutere om begrebet blik overhovedet kan siges at høre til kroppen, men siden den visuelle perception egentlig er en relation mellem hjernen og øjet og dét, der ses, så synes grænsen mellem krop og verden (/ikke-krop) at være noget mere flydende. Hvis jeg eksempelvis står ét sted - udenfor en by - men kan se helt hen til byen og endda kan følge med i trafikken, se mennesker på gaden, lys blive tændt i vinduerne, er jeg så på sin vis ikke på flere steder på samme tid? Måske er spørgsmålet ikke helt så simpelt for mit blik er jo ikke et andet sted end mine ben, mine arme og resten af min krop, det er 'her', men det er også længere væk. Et sted, der for resten af kroppen ville være dér, men som for blikket er 'her'. Følesansen, som jeg forbinder med huden og særligt ekstremiteterne, er også bundet op på et relationelt forhold. Lige så er alle de andre sanser, så det relationelle aspekt gælder ikke kun for den visuelle perception. Spørgsmålet er nok i lige så høj grad et produkt af min deiksis-fetichisme samt min lidt sværmeriske omgang med verden. Forhåndenværende drømmeri (hø hø). 
Det kan være jeg finder ud af, det er noget værre pjat jeg har skrevet, men lige nu fylder disse tanker min lyserøde tyggegummihjerne.

Ps. Endnu engang tager jeg forbehold for diverse slå-, stave og idiotfejl - dovenskaben længe leve! 

”Silke er et substantiv. Alle substantiver er meget ensomme. De er som krystaller, der lukker sig om hver sin stump af vores kendskab til verden. […] Sig ordet silke, og det forsvinder med lyden, men dine sansninger, din erindring og viden kaster et ekko tilbage. Skriv det på et stykke papir, og det bliver stående ubevægeligt, men dine tanker og følelser er allerede på vej til de fjerneste kroge af verden.[…] Alle adjektiver er meget hjælpeløse. De er aldrig noget i sig selv. De må dag efter dag klynge sig til alle de substantiver, de kan finde.[…] Alle verber er meget medgørlige. De bliver til af sig selv, idet bevægelsen bliver til.[…] Alle præpositioner er nærmest usynlige.[…] De sætter alle substantiverne på plads i forhold til hinanden og bekræfter os stiltiende i, at vi på forhånd i verden er båret oppe af et uudtømmeligt stort, altid eksisterende sammenligningsgrundlag” 


- Inger Christensen "Silken, rummet, sproget, hjertet"