Viser opslag med etiketten ord. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ord. Vis alle opslag

11. okt. 2011

”Silke er et substantiv. Alle substantiver er meget ensomme. De er som krystaller, der lukker sig om hver sin stump af vores kendskab til verden. […] Sig ordet silke, og det forsvinder med lyden, men dine sansninger, din erindring og viden kaster et ekko tilbage. Skriv det på et stykke papir, og det bliver stående ubevægeligt, men dine tanker og følelser er allerede på vej til de fjerneste kroge af verden.[…] Alle adjektiver er meget hjælpeløse. De er aldrig noget i sig selv. De må dag efter dag klynge sig til alle de substantiver, de kan finde.[…] Alle verber er meget medgørlige. De bliver til af sig selv, idet bevægelsen bliver til.[…] Alle præpositioner er nærmest usynlige.[…] De sætter alle substantiverne på plads i forhold til hinanden og bekræfter os stiltiende i, at vi på forhånd i verden er båret oppe af et uudtømmeligt stort, altid eksisterende sammenligningsgrundlag” 


- Inger Christensen "Silken, rummet, sproget, hjertet"

12. sep. 2011

5. jun. 2011

Aixo era y no era

Det var, og det var ikke

29. maj 2011

et spørgsmål om retning

- Stige vi?
- Nej tværtimod, vi dale. Og hvad værre er, vi falde!"

25. maj 2011

23. maj 2011

22. maj 2011

[...] Det er jorden, der i sin biosfære har udkastet det projekt, der hedder menneskeheden. Som er enestående, ikke så meget fordi der ikke er andre her i nærheden, i vores del af verdensrummet, der ligner os, og ikke så meget fordi vi kan aflæse alverdens tegnsystemer og prøve på at overføre dem til vores eget sprog, heller ikke fordi vi kan læse selve læselighedens naturlige og historiske proces - nej, egentlig er vi kun enestående, fordi vi bruger ordet gud. 
Fordi vi må forestille os, at vi selv efter endt læsning af os selv og alt det andet tilsammen, til sidst vil nå frem til læselighedens grænse. Og det er måske dette grænsested, som vi forudgriber, der gør os så enestående. Det er ude ved dette grænseste, som egentlig ligger langt inde i tankerne, at vi undervejs fører den samtale mellem læselighed og ulæselighed, som vi forsøgsvis kalder gud. [...]

Også videnskabens forsøg på at skrive verdensbogen i hel sammenhæng består i bestandigt reviderede teorier [...] teorier, der opstår helt ude på grænsestedet, hvor samtalen mellem læseligheden og ulæseligheden ganske vist kan føre under navne som kaos-teorier, fraktaler og superstrenge - men kun fordi det lyder alt for anmassende med ordet gud. 

Inger Christensen
uddrag af "Den naive læser" 
fra Hemmelighedstilstanden 
Gyldendal 
2000

10. maj 2011

kunstens filosofi og filosofiens kunst

I artiklen "kunstens filosofi og filosofiens kunst" gør filosof Niels Jakob Harbo sig nogle overvejelser over kunsten og filosofien og deres fælles grundvilkår - verden og abstraktionen - samt deres eksistensberettigelse. Teksten er hurtigt læst og ikke just provokerende eller nyskabende, men den er meget fin i sin enkle argumentationsrække, hvor Harbo forsøger at forkaste påstandene om, at både kunsten og filosofien er verdensfjerne og ligegyldige.

26. apr. 2011


"SOM MODVÆGT MOD LIVETS MANGE SORGER
HAR HIMLEN SKÆNKET MENNESKET 
TRE GAVER: HÅBET, SØVNEN
OG LATTEREN"

-Immanuel Kant, Gajolæske  

20. apr. 2011

Svada

Om kunstelskerens forkærlighed for ældre værker: 
"Han har større Forudsætninger for at trænge ind i den historiske Kunst end i den moderne, hvis Indhold er nyt for ham. Nydelsen for ham er den aandelige Reproduktion af den kunstneriske Proces, og han vil derfor foretrække at forstaa, forlange at forstaa, og vredes, hvis han ikke forstår"

- Poul Henningsen, "Kritisk Revy" 1927

Et problem, der synes lige så tidssvarende i 2011 som i 1927. Dog vil jeg komme med en påstand om, at dette ikke blot gælder pæne folk med pæne kakkelborde og hjorte på gravhøje over sofaer, men en umådelig stor del af den danske befolkning. Jeg synes at være vidne til, at en massiv del af den danske masse udelukkende søger oplevelser i form af underholdning - aldrig udfordring! Let tilgængelig mordprosa, der til stadighed formår at overraske på trods af den formelagtige narration, og biografier om semiinteressante folk, som har væltet en eller anden form for kegler på et eller andet tidspunkt i deres liv, præger boghandlernes hylder, hvorfor nyere poesi må nøjes med at være et næsten subkulturelt fænomen.
Der er selvfølgelig intet nyt under solen, hvad angår forholdet mellem 'accepteret' ældre kunst og nyere kunst. Det synes ofte lettere at forholde sig til ældre værker, da ens forforståelse af disse - og heraf også en del af forståelsen - allerede har undergået en prægning, da de givne værker af ældre dato er blevet fortolket, kategoriseret, kvalificeret osv. Det er derfor let at få en fornemmelse af, at disse værker må være 'rigtige og betydningsfulde', da de allerede er blevet kanoniseret - eventuelt længe inden man selv tog stilling til dem. Dette er der selvfølgelig ikke noget galt med. Det er menneskeligt. Og det er aldrig en dårlig ting at orientere sig om historien og de værker denne i tidens løb har affødt.  
Min sympati holder dog op, når man udelukkende anerkender 'forståelig kunst'. Dette gælder både den føromtalte ældre kunst, hvis nyskabende lys er blegnet grundet tidens gang, dog ikke sagt at man ikke skal anerkende de præmisser og den kontekst, hvori denne ældre kunst er blevet skabt, og middelmådig 'nutidsæstetik'. Det er som om mange er bange for ikke at 'forstå' budskabet. Et begreb jeg i øvrigt væmmes ved. Derfor lader de være med at undersøge det, der udfordrer dem, og efterlader dem tvivlende. Hvorfor ikke tage udfordringen op?
Poesien kan udfordre den læsende i form af en anderledes måde at bruge sproget på - en anden type af erkendelse; et fantastisk virvar af semantiske og kohæsionære kompleksiteter. Alle mennesker hverken bør eller kan være litterater, der ved hjælper alskens lagmodeller formår at dechifrere og strukturere et værk eller en tekst, hvorfor det er vigtigt at fremhæve, at det heller ikke forventes af andre typer læsere, at de er i stand til at gøre det samme som en trænet akademiker.
Jeg tror roden til 'budskabsangsten' skal findes i en misforstået didaktik. Allerede i folkeskolen får børnene tudet ørene fulde af "hvad er meningen i teksten?" eller "hvad er tekstens budskab" - eller værre endnu "hvad er forfatterens budskab i teksten". Føj for den lede. Der er intet sværere, for ikke at sige mere umuligt, end at skulle regne ud og formulere, hvad andre mennesker tænker - og så via et digt. Det er en umulighed fuldt ud at fatte et andet menneske, et andet subjekt, for det fordrer at man forkaster sit eget subjekt! Objektiviserende lagmodeller og tolkninger er på ingen måde det samme som at påstå, at man kan afkode et menneske og dets komplekse psyke.
Det er en skam, at så mange dygtige digtere ikke kan leve af deres kunst, fordi der intet marked er. I stedet er man nødt til at forlade sig på fondsstøtte, der i sig selv på ingen måde er en dårlig ting, men det er bare synd og skam, at mange ikke kan leve af at sende de vitale gnister rundt i samfundets nervebaner, som kunsten formår at frembringe. Lysende, ildevarslende, av…  

ps. der tages forbehold for eventuelle slåfejl eller det der er værre - manglende nutids r'er foreksempel.  
             

19. mar. 2011

synTaktisk anarKisme(t)

På en IgenkommeT - og iboende min lille lejligheds nu (topos trumfer tempus) - kedsommelig koldingensisk og alt andet end cyanblå formiddag er der ikke noget bedre end Lars Bukdahls blog.
Lyden af ungpige latter og fnis fylder køkkenet (genereret af undertegnede 23 årige hunkønsvæsen), imens mentale knæ falder og rammer det brune gulv grundet  hr. Bukdahls syntaktiske anarkisme. Utrænede læsere vil måske se hans skrift som semantisk anarkisme. Dertil svarer jeg: årh pjat med dig!

Jeg har længe haft en aversion mod syntaksens nødvendighed. Det er en mærkelig aversion, men der er ikke noget som prosaens 'han sagde hun sagde' systematik, der kan få mig til at stejle i disse dage. En systematik, der bunder i narratologiens kohæsionære knæfald for kohærens. Æijh. Det er en uundgåelig nødvendighed, men hold  op, hvor det irriterer mig. Aversionen kan sammenlignes med en irritation over nødvendigheden af søvn eller mad. Slaget er tabt på forhånd, det ved jeg godt. Dertil svarer jeg: æijh!

- Imens dette indlæg blev til, begyndte solen at skinne. Forfatteren tager det som en kosmisk fornærmelse.

11. feb. 2011

i øjeblikket

fission og fusion samt system og ikke mindst sproglige strukturer

endvidere farvelære med særlig vægt på komplimentærfarver 

25. jan. 2011

3. jan. 2011


insen = skjult linje

26. dec. 2010

24. dec. 2010