Tryk for Husserl
Viser opslag med etiketten internet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten internet. Vis alle opslag
12. sep. 2011
28. jul. 2011
med narcissos i blodet
Jeg er ikke just en person, der praler af mine egne bedrifter. Dette skyldes nok, at mængden af pralemateriale er ganske lille. I hvert fald når det gælder mine lyriske successer. Dog fandt jeg mig selv, i et øjeblik af rendyrket narcissisme, søge efter mit navn på google. Ved første øjekast så søgningen noget kedsommelig ud, da jeg desværre har en navnesøster (Heidi Frederikke Lindahl), hvis navn, det vil sige Heidi+, dukker op langt flere gange end mit eget. Dog stødte jeg på en artikel, hvor mit navn dukker op på den allerheldigste måde. Jeg kendte selvfølgelig godt artiklen i forvejen, men det varmede alligevel at læse den igen - især når jeg ikke har haft modet til at sende noget ind til Hr. Bukdahl og gode, gamle Hvedekorn siden efteråret 2009. Jeg fik derfor en umådelig lyst til at dele denne artikel med dig, hvem du nu end er.
"ZOMBIENYT Og hvedekornet dør ikkeBorgens Forlag har allerhøfligst givet Hvedekorn sparket, ergo er det 83-årige, purunge tidsskrift for poesi og kunst FLYVENDE i tynd, men mulighedsrig luft
Og Hvedekornet dør ikke
af Lars Bukdahl, lyrikredaktør på Hvedekorn
Overskriftens fire ord, ”Og Hvedekornet dør ikke”, hentet fra en artikel, Poul Borum skrev til nummer af Kritik med tidsskriftstema i 1986, har været mit motto og mit mantra og min eneste aktionsplan i den halvanden uge, der er gået siden, direktør Niels Borgen ved et møde mandag eftermiddag i det store, rungende mødelokale på Valbygaardsvej med de pseudo-mytologiske Richard Winther-tegninger på væggen, meddelte, at Borgens Forlag pga. de onde økonomiske tider så sig nødsaget til at ophøre med udgivelsen af Hvedekorn.
Javel ja, nådada, eller noget andet meningsløst, svarede jeg på den ikke uventede, men alligevel chokerende nyhed og skævede hen til de tomme stole, som jeg forestillede mig besat af spøgelsesforgængere som Viggo F. Møller, Halfdan Rasmussen, Ivan Malinowski, Uffe Harder, Knud Holst (Hanne-Vibekes far!) og Poul Borum, der alle tilkastede mig vurderende og skeptiske blikke: Var mine smalle skuldre stålsatte nok til at løfte ansvaret, ansvaret for at finde et nyt hjem til vores fælles blad, der er lige så trygt og kærligt, som Borgen i 45 år har været, lige siden Jarl Borgen overtog den forpjuskede gevækst fra sin gamle klassekammerat på Boghandlerskolen Arne Ejvind Larsens dengang lige så kriseramte forlag Kunst og Kultur.
Da jeg omsider løsrev mig fra spøgelserne, fulgte en god og konstruktiv diskussion af fremtidsmulighederne og den kommende overtagelsesforretning, Borgen er heldigvis interesseret i så harmonisk en – hvad er det upoetiske ord? – udfasning som muligt; årgang 2009 har været åndssvagt forsinket, nr. 2 fuld af laber poesi er kun lige kommet på gaden, så der er hele to Borgen-garanterede numre at løbe på, inden der er deadline for digtere og redaktører og det nye, smukke forlag på nr. 1, 2010.
Som sædvanlig var jeg oppe i sekretariatet og hente post i Hvedekorns postrum, og som sædvanlig var der en solid, lille bunke kuverter i alskens størrelser og kulører, og som sædvanlig både frygtede og glædede jeg mig til at komme hjem og sprætte brevene op med giraf-papirkniven. Det er ikke altid, at det er talent ved første blik; det er ikke altid, der overhovedet er talent at finde i en bunke, men denne gang var jeg, hvad jeg selvfølgelig tog som et tegn, heldig (jeg har ikke kastet det andet og tredje blik på bunken, som derfor sagtens kan indeholde yderligere talenter, bare så ingen mistænker sig afvist på forhånd):
Frederikke Lindahl, født 1987, fra Kolding! Hvis spinkle, men fyndige digte jeg har misbrugt hele ugen og en halv, i radioen og på min blog og nu her i avisen, som det afgørende argument for nødvendigheden af Hvedekorns fortsatte eksistens, her er Frederikkes allersommindste digt: ”nøgler er mur/ i forklædning”. Som jeg gerne vil vende om og platificere som endnu et slagord i Hvedekorn-kampagnen: MUR ER NØGLER I FORKLÆDNING!
Med hjemmepost har jeg siden modtaget et fordansket ”Portræt af den materialistiske filosof” af den franske filosof Louis Althusser fra den sky digter Mikkel Thykier: ”Det er lige meget hvor gammel han er. Han kan være meget gammel eller meget ung. Det vigtigste, at han ikke ved, hvor han er, og vil væk”. Og i bleg maskinskrift intet mindre end ”Mathiesens kanon for dansk billedkunst” fra selvfølgelig Eske K., trofast bidragyder gennem alle årene, ”Hinrich Jansen von Holstein, maler”: ”De har de samme klare øjne, alle/ de seks børn på Hans Jebsens epitafium i/ Marie Kirke i Sønderborg;/ tolv blanke perler fra den samme/ perlekrans.”
Fløjtende ligeglad med alle krisetegn i sol og måne bliver Hvedekorn ved med at skrive sig selv, via digterspirer, digtersærlinge, digterveteraner, og så kan jeg jo blive nødt til at blive ved at redigere det og af alle kræfter arbejde på at skaffe et nyt og smukt og klogt forlag, hvilket alt tyder på langt fra er umuligt. Fra både professionelt og menigt poesiinteresserede har jeg dagligt mærket ingen ende på velvilje og gode vibrationer, tak for det! Min optimisme på Hvedekorns vegne var fra starten af viljefast, nu er den, grønt lysende, kryptonitstærk!
Til Hvedekorn nr. 2, 1964, redigeret af Uffe Harder, det andet, Borgen udgav, bidrog Per Kirkeby med følgende digt, betitlet ”Springet”: ”Projektørerne/ blev/ tændt./ Dansemusikken/ lød./ Om lidt/ kom/ det dødsensfarlige/ midnatsspring.// Men ville/ Billy/ slippe/ levende/ fra det// desperat/ som/ han var// efter/ opgøret med/ Marcia.” Er du rar at skrive fortsættelsen til nr. 2, 2010, Per? For èn ting er sikkert, som skrevet står i Borums 23 år gamle artikel: ”Tidsskrifter forgår, men Hvedekorn består.” Nye abonnementer tegnes påpoesi@hvedekorn.dk ."
Da jeg omsider løsrev mig fra spøgelserne, fulgte en god og konstruktiv diskussion af fremtidsmulighederne og den kommende overtagelsesforretning, Borgen er heldigvis interesseret i så harmonisk en – hvad er det upoetiske ord? – udfasning som muligt; årgang 2009 har været åndssvagt forsinket, nr. 2 fuld af laber poesi er kun lige kommet på gaden, så der er hele to Borgen-garanterede numre at løbe på, inden der er deadline for digtere og redaktører og det nye, smukke forlag på nr. 1, 2010.
Som sædvanlig var jeg oppe i sekretariatet og hente post i Hvedekorns postrum, og som sædvanlig var der en solid, lille bunke kuverter i alskens størrelser og kulører, og som sædvanlig både frygtede og glædede jeg mig til at komme hjem og sprætte brevene op med giraf-papirkniven. Det er ikke altid, at det er talent ved første blik; det er ikke altid, der overhovedet er talent at finde i en bunke, men denne gang var jeg, hvad jeg selvfølgelig tog som et tegn, heldig (jeg har ikke kastet det andet og tredje blik på bunken, som derfor sagtens kan indeholde yderligere talenter, bare så ingen mistænker sig afvist på forhånd):
Frederikke Lindahl, født 1987, fra Kolding! Hvis spinkle, men fyndige digte jeg har misbrugt hele ugen og en halv, i radioen og på min blog og nu her i avisen, som det afgørende argument for nødvendigheden af Hvedekorns fortsatte eksistens, her er Frederikkes allersommindste digt: ”nøgler er mur/ i forklædning”. Som jeg gerne vil vende om og platificere som endnu et slagord i Hvedekorn-kampagnen: MUR ER NØGLER I FORKLÆDNING!
Med hjemmepost har jeg siden modtaget et fordansket ”Portræt af den materialistiske filosof” af den franske filosof Louis Althusser fra den sky digter Mikkel Thykier: ”Det er lige meget hvor gammel han er. Han kan være meget gammel eller meget ung. Det vigtigste, at han ikke ved, hvor han er, og vil væk”. Og i bleg maskinskrift intet mindre end ”Mathiesens kanon for dansk billedkunst” fra selvfølgelig Eske K., trofast bidragyder gennem alle årene, ”Hinrich Jansen von Holstein, maler”: ”De har de samme klare øjne, alle/ de seks børn på Hans Jebsens epitafium i/ Marie Kirke i Sønderborg;/ tolv blanke perler fra den samme/ perlekrans.”
Fløjtende ligeglad med alle krisetegn i sol og måne bliver Hvedekorn ved med at skrive sig selv, via digterspirer, digtersærlinge, digterveteraner, og så kan jeg jo blive nødt til at blive ved at redigere det og af alle kræfter arbejde på at skaffe et nyt og smukt og klogt forlag, hvilket alt tyder på langt fra er umuligt. Fra både professionelt og menigt poesiinteresserede har jeg dagligt mærket ingen ende på velvilje og gode vibrationer, tak for det! Min optimisme på Hvedekorns vegne var fra starten af viljefast, nu er den, grønt lysende, kryptonitstærk!
Til Hvedekorn nr. 2, 1964, redigeret af Uffe Harder, det andet, Borgen udgav, bidrog Per Kirkeby med følgende digt, betitlet ”Springet”: ”Projektørerne/ blev/ tændt./ Dansemusikken/ lød./ Om lidt/ kom/ det dødsensfarlige/ midnatsspring.// Men ville/ Billy/ slippe/ levende/ fra det// desperat/ som/ han var// efter/ opgøret med/ Marcia.” Er du rar at skrive fortsættelsen til nr. 2, 2010, Per? For èn ting er sikkert, som skrevet står i Borums 23 år gamle artikel: ”Tidsskrifter forgår, men Hvedekorn består.” Nye abonnementer tegnes påpoesi@hvedekorn.dk ."
[fra Weekendavisen 6/11 2009] / http://hvedekorn.raptus.mico.dk/?p=125
Hvedekorn er siden blevet reddet af Rosinante & CO, og trives i bedste velgående.
27. jun. 2011
Spiralgalakser
Spiralgalakser er store, flade skiver af stjerner, gas og støv. Den smukke spiralform opstår, fordi unge, varme stjerner fødes og blusser op i spiralgalaksernes arme.
Astronomerne mener, at mange stjerner fødes samtidigt i store grupper. De største af disse stjerner har en kort levetid, til gengæld lyser de meget kraftigt. Det er de stjerner, der er synlige i spiralarmene, selvom deres mindre og svagere søskende også er til stede. Efter nogle få hundrede millioner år er de kraftige stjerner døde, og kun deres svagere søskende er tilbage. I mellemtiden har naboen fået lysende kæmpebørn, sådan at spiralarmen nu er flyttet. Imellem spiralarmene lever en masse stjerner altså et forholdsvist stille og ubemærket liv.
Kilde:www.rummet.dk
18. maj 2011
10. maj 2011
kunstens filosofi og filosofiens kunst
I artiklen "kunstens filosofi og filosofiens kunst" gør filosof Niels Jakob Harbo sig nogle overvejelser over kunsten og filosofien og deres fælles grundvilkår - verden og abstraktionen - samt deres eksistensberettigelse. Teksten er hurtigt læst og ikke just provokerende eller nyskabende, men den er meget fin i sin enkle argumentationsrække, hvor Harbo forsøger at forkaste påstandene om, at både kunsten og filosofien er verdensfjerne og ligegyldige.
9. maj 2011
Noget jeg går og roder med for tiden: EKFRASIS
"Ars poetica om ut pictura poesis."
"Som maleriet således også digtningen."
http://da.wiktionary.org/wiki/ekfrase
http://www.information.dk/37217
http://aestetik-forskerskole.au.dk/stipendiater/lise-majgaard-mortensen/
"Som maleriet således også digtningen."
http://da.wiktionary.org/wiki/ekfrase
http://www.information.dk/37217
http://aestetik-forskerskole.au.dk/stipendiater/lise-majgaard-mortensen/
19. mar. 2011
synTaktisk anarKisme(t)
På en IgenkommeT - og iboende min lille lejligheds nu (topos trumfer tempus) - kedsommelig koldingensisk og alt andet end cyanblå formiddag er der ikke noget bedre end Lars Bukdahls blog.
Lyden af ungpige latter og fnis fylder køkkenet (genereret af undertegnede 23 årige hunkønsvæsen), imens mentale knæ falder og rammer det brune gulv grundet hr. Bukdahls syntaktiske anarkisme. Utrænede læsere vil måske se hans skrift som semantisk anarkisme. Dertil svarer jeg: årh pjat med dig!
Jeg har længe haft en aversion mod syntaksens nødvendighed. Det er en mærkelig aversion, men der er ikke noget som prosaens 'han sagde hun sagde' systematik, der kan få mig til at stejle i disse dage. En systematik, der bunder i narratologiens kohæsionære knæfald for kohærens. Æijh. Det er en uundgåelig nødvendighed, men hold op, hvor det irriterer mig. Aversionen kan sammenlignes med en irritation over nødvendigheden af søvn eller mad. Slaget er tabt på forhånd, det ved jeg godt. Dertil svarer jeg: æijh!
- Imens dette indlæg blev til, begyndte solen at skinne. Forfatteren tager det som en kosmisk fornærmelse.
24. feb. 2011
11. feb. 2011
i øjeblikket
fission og fusion samt system og ikke mindst sproglige strukturer
endvidere farvelære med særlig vægt på komplimentærfarver
endvidere farvelære med særlig vægt på komplimentærfarver
7. feb. 2011
6. feb. 2011
jeg en variation: et kaotisk indlæg, der blev meget længere end det egentlig burde
I min søgen efter at lære mere om de kemiske processer, der sker i hjernen, når dennes ejer bliver forelsket, er jeg stødt på en serie af radioprogrammer om hjernens kemi. Jeg kan ikke gøre andet end at finde programmerne voldsomt interessante, for selvom jeg ikke just er naturvidenskabskvinde, så er der noget meget fascinerende ved anskuelsen af mennesket og alt hvad vores art indeholder af mærkelige tilbøjeligheder - rationelle som emotionelle - som naturvidenskabelige fænomener. Jeg forestiller mig verden, mennesket, mig selv som en del af et sprogligt udefinerbart 'det' (ja ja jeg er klar over den åbenlyse selvmodsigelse). En pulserende substans, der hele tiden omformes og varieres, men som alligevel altid er det samme 'det'. Det er måske en anelse organismeromantisk at se verden på denne måde, men jeg må indrømme, at det hjælper mig, så jeg ikke rammes af for mange eller for store interferenser ala Johannes V. Jensen eller Nietszche på hans ældre dage. Før jeg blev sprogligt bevidst om min egen opfattelse af verden som 'ét det', så synes jeg at kunne huske nogle situationer, hvor denne opfattelse på en eller anden måde alligevel gjorde sig gældende.
Jeg har aldrig været særligt glad for den mystiske sandbund, man er nødt til at betræde, hvis man vil bade ved stranden om sommeren. Jeg hader ikke at kunne se, hvad jeg træder på, og må nok indrømme, at det mere end én gang har givet mig en stor trang til pangfarvede plastikbadesandaler. Dog har jeg endnu ikke ageret på denne trang. For nogle år siden, da jeg stod og skulle ud i det mildt skvulpende dyb, besluttede jeg mig så for ikke at se mig selv i opposition til eventuelle havuhyrer, der måtte gemme sig på sandbunden, men som en del af en helhed. Mig og havuhyrerne var del af samme substans. Samme værendesmateriale om man vil. Beslutningen og overvejelsen, der egentlig løb igennem mit hoved på ganske få sekunder, hjalp mig til at hoppe ud i bølgen grumset, hvilket jo må siges at være rart. Mit forhold til stankelben er også forandret for evigt. Hurra og juhuu.
Inger Christensens 'Alfabet' og 'Det' har været med til at gøre mig sprogligt bevidst om denne 'det' tanke. Spinoza har også været ganske hjælpsom i min overvindelse af frygten for havuhyrer. Så tak til disse medvarianter af substansen...
3. feb. 2011
2. feb. 2011
17. jan. 2011
13. dec. 2010
Abonner på:
Opslag (Atom)
