Nu kan jeg ikke bruge dig længere
som en rose i minekærlighedsdigte:
Du er alt for stor, alt for smuk
og alt, alt for meget dig selv
-
Nu kan jeg faktisk kun se på dig
som man ser på flod
der har fundet sit leje
og nyder det i hvert af sine bevægelser
-
hvert af sine sving, hver sine fisk
og hver af sine solnedgange
mellem de snedækte bjærge
som er mine, og mine alene
-
fordi du har banet dig vej gennem dem.
Nu kan jeg kun spejle mig
i dine forbistrømmende, rolige vande
sammen med de faldende blomsterblade
-
prammene og de forladte minebyer
hvor dine elskere drikker sig fulde
og drukner sig i dit månedskin
og bliver skyllet op på bredderne
-
i de fjerne lande, hvor vi mødes i vores drømme
-
-
Henrik Nordbrandt: 'Ode til blæksprutten og andre kærlighedsdigte', 1975
