Da jeg var barn elskede jeg at lytte til min far spille på sit flygel. Isæt måneskinssonaten havde en ganske fortryllende effekt på mig. Jeg husker specielt en episode, hvor jeg havde en veninde på besøg -vi var vel omkring seks-syv år- og vi tvang min far til at spille den igen og igen. Imens han spillede dansede vi rundt i stuen. Sprang fra gulvtæppe til gulvtæppe som var gulvbræderne åer og bække vi endelig ikke måtte falde i. Min tre-fire-årige lillesøster blev udnævnt til at være den onde heks. Hele vores leg var uden ord, det var musikken, der styrede legens intesitet og handlingsforløb....
Det er ihvertfald sådan jeg husker det.
