Hemmelige rum
hemmelige rum er svære at finde, men engang imellem lykkedes det
for den udholdende at grave sig
hele vejen ind og ned under underlaget til dybet
(det værende sig en hule, et hjerte, et hul, en have)
jeg kender flere hemmelige rum, selvom de kan være svære at finde,
men af og til er det lykkedes mig, for jeg er udholdende og god til at grave
mig hele vejen ind og ned under
underlaget til dybet, der oftest viser sig at være en hule, et hjerte, et hul, en have
***
hemmelige rum er svære at finde, især fordi de hele tiden flytter sig
så man må flytte med, hvis man vil finde de hemmelige rum
hvis du vil lede efter hemmelige rum i en have,
så start bag brændestablen, der gemmer sig ofte tudser, der graver sig
ind og ned under laget af lemlæstet træ, men du må følge med, hvis den begynder at hoppe væk,
for tudser har det med hele tiden at flytte sig, for at finde
nye græsgange
i buskadset kan du også lede efter hemmelige rum og små oaser blandt spindelvæv
, der indkapsler de små rum
en art edderkoppens forrådskammer eller (jagt)mark, hvor der høstes og spindes og sås
og ædes og gemmes
i alt hemmelighed til vinter, hvor alt er koldt, så er det godt
med et hjerte, der banker varme ind i cellernes hulrum, selvom dette organ er et af de sværeste
steder
at grave sig ind og ned i dybet, da det ofte fordrer kompetencer af den hemmelighedsfulde slags,
og man kan nemt ende i et dybt hul, der godt nok er hemmeligt, men bestemt ikke er
særlig
rart, så er det at man må flytte sig, eller gøre sig det behageligt,
med kviste og store kæppe (der endnu ikke er nået brændestablen) og bygge sig en hule,
i alt hemmelighed