Lige nu sidder jeg og forsøger at skrive et essay om min tur til Helsinki. Det er en uniopgave, hvilket gør, at jeg på mange måder er bundet af nogle ekstra formalia. Det er i det hele taget lidt underligt at sidde og skulle fatte sig i langdrag, for det er, jeg føler, at jeg gør. Jeg er lidt af en pointerytter. Men essayet skal være på mellem 5-8 sider, hvilket ikke er meget af en almindelig opgave, men meget for et essay - synes jeg. Især hvis man ikke er vandt til at skrive essays. Jeg holder meget af essaygenren og på sin vis er det også meget priviligeret at få lov til at skrive et essay som en afløsningsopgave i stedet for at gå til eksamen. Men jeg nu stadig lidt på herrens mark omkring dispositionen. Jeg plejer faktisk bare at skrive derudaf - også i opgaver, og indtil videre har det givet pote. Melankolien bliver nok den sorte tråd i essayet. Ellers så vil jeg selvfølgelig flette lidt Tove Jansson, Edith Södergran, underfundig humor og finsk film ind i teksten.
Sikke store bekymringer denne universitetsstudine har, ha'...
