[...] Det er jorden, der i sin biosfære har udkastet det projekt, der hedder menneskeheden. Som er enestående, ikke så meget fordi der ikke er andre her i nærheden, i vores del af verdensrummet, der ligner os, og ikke så meget fordi vi kan aflæse alverdens tegnsystemer og prøve på at overføre dem til vores eget sprog, heller ikke fordi vi kan læse selve læselighedens naturlige og historiske proces - nej, egentlig er vi kun enestående, fordi vi bruger ordet gud.
Fordi vi må forestille os, at vi selv efter endt læsning af os selv og alt det andet tilsammen, til sidst vil nå frem til læselighedens grænse. Og det er måske dette grænsested, som vi forudgriber, der gør os så enestående. Det er ude ved dette grænseste, som egentlig ligger langt inde i tankerne, at vi undervejs fører den samtale mellem læselighed og ulæselighed, som vi forsøgsvis kalder gud. [...]
Også videnskabens forsøg på at skrive verdensbogen i hel sammenhæng består i bestandigt reviderede teorier [...] teorier, der opstår helt ude på grænsestedet, hvor samtalen mellem læseligheden og ulæseligheden ganske vist kan føre under navne som kaos-teorier, fraktaler og superstrenge - men kun fordi det lyder alt for anmassende med ordet gud.
Inger Christensen
uddrag af "Den naive læser"
fra Hemmelighedstilstanden
Gyldendal
2000
