13. jun. 2011

TvTopTre

Her til aften har jeg af uransaglige årsager set utroligt meget 'politi-tv'. Det vil sige tv-programmer om diverse politifolks arbejde. Her er en liste med top 3 indslag.

-En hollandsk lastbil bliver vinket ind til siden af nogle færdselsbetjente. De kan se, at chaufføren piller ved noget i kabinen, og de frygter, at han sidder og fifler med fartmåleren. Det viser sig dog, at han sad i dametøj og desperat forsøgte at skifte tøj samtidig med, at han styrede lastbilen. Eftersigende havde chaufføren nået at tage de yderste lag af, inden en betjent åbnede døren og afslørede den arme, lingeriklædte chauffør.

-En patruljevogn bliver kaldt ud til en ejendom, hvor naboerne frygter, at en kvindelig beboer ligger og er død inde i lejligheden. Efter megen dørsparkeri viser det sig tragisk nok, at kvinden lå derinde. Det mystiske var blot, at ikke nok med at hoveddøren var låst med både almindelig lås og en ekstralås, så var rummet, hvori kvinden lå, også låst. Ja døren var endog blevet blokeret af et natbord. Dette indslag var selvfølgelig noget tragisk, men på samme tid var det som taget ud af et Inspector Morse-afsnit.

-Rokkestenen på Bornholm var blevet udsat for noget som i første omgang lignede et makabert ritual. Politibetjentene fandt organer, stearinrester og en stor kniv på og omkring stenen. Fantasierne om en gruppe kutteklædte bornholmere, der huserede i skovene tæt på Rokkestenen og lavede satanistiske ritualer lå lige til højrebenet. Det var dog noget af et antiklimaks, da det blev afsløret, at en skole klasse fra København havde spillet en art rollespil og vist nok " havde glemt" at rydde op. Enden på historien var så lam og kedelig, at den var fantastisk.