TAPHOFOBI

RINDALISME

 Uha tryk her, uha ->

.FINGERPRINT.RAW.THUMBS.UP.,.

"Baby be mine" cover

Et helt fantastisk cover af Michael Jacksons "baby be mine" med en meget ung københavnsk, næsten Theis Ørntoft'sk, video til.

rikkes

Jeg har ingen skam i livet, hvilket er grunden til, at jeg blogger.

.tip.power.now.go,

Endnu engang igen igen er jeg snublet over en hjemmeside som jeg ønsker at gøre opmærksom på. Siden hedder Cottage Grove og er et nyt dansk litterært tidsskrift. Online.,

Værsgo!

Link: Cottage Grove

-,lidt sødt.

I en narcissistisk rus googlede jeg mig selv og fandt to digte, som jeg engang havde skrevet og lagt ind på Øverste Kirurgiskes hjemmeside Anarkiet. Jeg synes det var lidt sødt at se mig selv stå der flagrende usikker på digitaltryk. Ikke at jeg er kommet så uendeligt meget videre rent trykmæssigt - en debut i Hvedekorn gør næppe én til autoriseret digter, selvom det er på analogpapir, - det var som at finde et gammelt fotografi fra barndommen - dengang, solen altid skinnede om sommeren og vinteren var hvinende hvid, kælkebakker i fuldfart i Øregaards Parken, og alting var nyt og farligt og dengang, en anelse fortvivlet og intet endnu var blevet oplyst. Ikke som nu hvor jeg kan læse flere svære digte før klokken otte - om aftenen ganske vidst - det er oktober og mørket føles som februar. Jeg bliver snart 23.

Link: Øverste Kirurgiske Anarkiet (mine små digte)

.interrogative formaal.

MENNESKE.

Menneske. Det er de fleste af os. Bortset fra dem, der tilhører kategorien 'alt andet', som igen kan inddeles i diverse underkategorier - det værende 'koalabjørn', 'citrusfrugt', 'papegøjetang', 'øjesten'. Den sidste underkategori bliver dog ofte brugt til at betegne en bestemt type menneske. Et menneske, der i relation til andre synes særlig dyrebar. En sten i øjet er ikke det samme som en i skoen.

At filosofere over menneske - eller som andre måske ville formulere det - det at være menneske - kan synes ganske lige til og ganske ligegyldigt på én og samme tid. Forunderligt forvirrende forførende forenklet således: "Jeg tænker altså er jeg". Eller "Cogito ergo sum", hvis man ønsker at lade sig forvirre endnu engang - forvirring kan man aldrig få for meget af! Jeg er her og der og allevegne nu i morgen i går; sum es est sumus estis sunt. Nå! Og hvad kan man så stille op med det. Jo! Intet. Andet end bare at være i sin havregrød, nyde sin halsbetændelse, leve leve den dårlige samvittighed, der opstår når man får øje på en død potteplante i vindueskarmen - præ i live og frisk og sprudlende - nu, post glemt at blive vandet.

Menneske. Et dyr med en barbermaskine, et organiseret organisme clash, bare ben i sneen i januar udenfor provinsdiskoteker (hertil kan følelsen:håb:udledes) mange triste dage og lykkelige minutter. ganske enkelt komplekst. Menneske.

Gør det!

?manifest?

1
Leve simpliciteten!

2
Leve kompleksiteten!

3
Alting er tilladt, men ikke nødvendigt.

4
Poesi er træer i Rosenborg Have.
De står splitternøgne og er langvarigt
parate til pludselig
at eksplodere.
       a) De sender grønne gnister til alle
sider.
       b) De står ganske enkelt og vokser.
Gør det!

5
Poesi er et af tilværelsens muntreste påfund
i selskab med erotik og musik.
Tilhører humorens kategori.

af Torben Brostrøm
fra Hvedekorn 1/2008
 

.grr.

poetry.woman.online.wow

WOW, jeg har lige fundet hjemmesiden Projekt Runeberg, hvor man bla. kan få adgang til en masse ældre poesi af fx Edith Södergran. Det er for sweet! Så tør savlet væk fra tastaturet, saml kæben op fra dit jeansbeklædte skød og læs noget poesi...

Kærlig Hilsen!

Link: Projekt Runeberg    

art.blogging.newfound.electric

Jeg har lige opdaget en blog OG en hjemmeside af en ung kunstner fra kunstakademiet - Christine Overvad Hansen. Jeg synes det arbejde hun laver ser interessant ud. 

God kiggelyst. 

Link: Christine Overvad Hansen - blog

Link: Christine Overvad Hansen - hjemmeside

anubis

EN PURPURPRIK

"Jeg er så lykkelig i dag,

jeg går i glædesdille,

thi himlen er så stor og blå,

at hjertet bliver lille.

I dag er jeg så dejligt fri

for refleksionens tandbid,

er kun en lille delirist,

en purpurprik af vanvid."

af Tom Kristensen 1920

gænk.gænk.gnæk

Jounalistens rolle som den, der bringer sandheden til folket og spår om fremtiden, er kraftigt truet af økonomen - især de økonomer, der beskæftiger sig med sundhed.
Prøv at lægge mærke til det! Økonomerne har snedigt lavet en trojansk hest på journalisterne ved at stå til rådighed som eksperter. Journalisterne har derfor budt økonomerne velkommen,  imens økonomerne lige så stille har lusket sig til en rolle som uundværlige kilde - derfor uundværlig i medierne. 
Gnæk gnæk gnæk. De økonomiske lurendrejere griner sig godt og grundigt i skægget over, at deres dagsorden - hvilket handler om at gøre mennesker op i  omkostninger og indtægter - aktiver og passiver - og sørge for at der skabes balance mellem disse - nu har vundet indpas i samfundets måde at anse massen og individet på.


Gnæk gnæk gnæk...   

.bekendelsesblogging

Jeg har en hemmelighed, som jeg vil bekende her på min blog: Jeg har stritøre. De er dog bemærkelsesværdigt svære at bemærke, fordi de er så små. Det med de små øre er faktisk en familieting. Små hænder, fødder og håndled ligger også til familien. Måden jeg fandt ud af, at jeg kan kategoriseres som flyveøreske, var en anelse pudsig. For at gøre rede for min opdagelse er jeg nødt til at lægge kortene på bordet omkring min fortid. Jeg var i min tidlige ungdom skabselver. Så er det sagt - ud i verden - og grænserne for min privatsfære har rykket sig, og du kære læser er kommet endnu et lille stykke bag kulissen – backstage alla Habermas. Se, jeg har ikke altid været så semisej eller oh so almost cool som nu. Der var engang, hvor jeg egentlig helst ville ud i en skov og slås med sværd iført smukke kostumer og elverører. Det er nu historien begynder, for det var i forbindelse med påføringen af et par silikoneelverører, at jeg opdagede, at jeg havde en kosmetisk hemmelighed. Min veninde og jeg beslutte en kedelig tirsdag – det var sikkert i november november november – at vi ville påsætte de i Faros Cigar indkøbte ører, så vi kunne leve op til et af de mange elviske skønhedsidealer – nemlig lange, spidse, spydlignende ører. Nøj, det var en helt fantastisk oplevelse, og jeg følte mig utroligt feminin, som jeg spankulerede rundt på min folkeskole (jeg havde endnu ikke taget skridtet fuldt ud og plantet mine fødder i skovbunden) med en silikoneparates om hovedet. Min begejstring ville ingen ende tage, indtil min co-elverske og jeg så os i spejlet samtidigt; hvor jeg til min skræk måtte sande jeg ikke havde elverører, men alfeører. For den uindviede kan elver og alf måske lyde som det samme, MEN det er det bestemt ikke. I rollespils verdenen er der i hvert fald forskel.  Alfer er sådan nogle små væsner, der af og til har vinger. De er mere tumlingagtige, har ikke elvernes lange, slanke figur eller mystiske, etosfyldte væsen. Og så har de har de lange, spidse stritører! Jeg var ingen elverske, jeg var en alf. En lille guldkrukkebevogtende, trylleriforegøglende, firkløverelskende alf. Min venindes ører sad selvfølgelig lige som de skulle, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor mine absolut skulle stritte så helvedes meget. Vi prøvede at tage mine af og på flere gange for at se, om de var monteret korrekt. Det var de. Øv. Der var det min veninde kom med bemærkningen om, at jeg faktisk havde lidt strit i ørene. I hvert fald i toppen. Hendes udtalelse var ikke skelsættende i forhold til de observationer, jeg selv havde gjort mig i forbindelse med silikoneørespåføringen – hun i talesatte dem bare. Det pudsige er blot, at man ikke kan se, at jeg har stritører, fordi mine egne af brusk og blod er så små. En gang imellem kan man ane en lille tip stikke ud fra mit hår, men ellers er det en velbevaret hemmelighed. Det var det i hvert fald.         

Ønske No. 4

HUJHEJ.

Ønske No. 3

No. 3 Et årsabonnement til Hvedekorn. Nam Nam

Ønske No. 2

No. 2 Ønske er en duffelcoatt i camel. 
Camelfarvede duffelcoats giver mig associationer til knitrende rødt efterår, unge universitetspoeter og sporadisk solskin... 

Victoria Benedictsson

Ønske No. 1

Jeg har fødselsdag om lidt under en måned, hvilket for mig betyder, at jeg har mulighed for at ønske mig ting som jeg normalt ikke har råd til. Jeg bruger stort set alle mine penge på mad, togtransport og Tuborg, og spenderer pinligt lidt på bøger. 
Så nu skal der indhentes noget litteratur - som ikke er en del af pensum! Derfor:

No. 1 Roland Barthes Mytologier 1969'

sov sødt dukke claus

I lørdags var jeg til Funus Imaginarium - afsked - ligtog - begravelse - the works. 

Det var en noget blandet fornøjelse. Konceptet var relativt tyggevenligt, men udførelsen var mildest talt noget klodset og værket kløjs i sin egen mangel på stringens og disciplin.  

Jeg dukkede op ved Glyptoteket kvart over ti, for at tage afsked med Claus Beck-Nielsens uorganiske jeg. I rummet hvor den afdøde dukke lå lit de parad herskede der en gravalvorlig gravkammerstemning, der fik de tilstedeværende til at tale om deres triste erindringer med afdøde familiemedlemmer. Noget der virkede en anelse skævt i forhold til konceptet. Det druknede simpelthen i personlige erfaringer og konnotationer, der fuldstændig fjernede sig fra konceptets bearbejdning af identitet og konstruerede grupperinger (statsborgerskab, køn, status osv.)

Flere talte om, at det virkede en anelse malplaceret at vælge begravelsen som ritual i modsætning til en glædens og forløsningens fest. JuBii jeg er sluppet fri fra identitetens tyrani - hvilket egentlig er en konstruktion i sig selv, hmm...

   Ved elleve tiden ankom 'dukkevognen', som den blankpolerede rustvogn blev døbt, og efter at låget var blevet lukket over det døde gummilegeme, begav gruppen af mennesker sig afsted til kendiskirkegården på Nørrebro. Gåturen var som et alt for langt manifest, som giver læseren ondt i hovedet. Vi gik og gik og gik - men frem nåede vi. 

   
På Assistens stillede de mange mennesker rundt om graven. En præst, der mest af alt lignede en landevejsstryger, fred være med det, talte om Jesus Kristus, velsignede flokken af knipsende nokkefår og kastede jord på kisten. Tættest på graven stod the artist formerly known as Claus Beck-Nielsen med sin ti-elleve-årige datter i hånden og med en kvinde i bedste grædekone outfit ved sin side. Den lille pige stod med en alvorlig mine malet på det hvide barneansigt, da kisten blev sænket ned i jorden. Man kunne godt se på hende, at hun havde prøvet at begrave sin far før. Hard Core - Jaded.

   Jeg var tilgengæld alt andet end jaded. Efter gruppen havde sunget en salme og sagt fader vor, blev det for meget for mig. Jeg blev nødt til at trække mig. Det virkede sygeligt sørgeligt. 

   Udførelsen eller performancen havde skudt totalt forbi det oprindelige konceptet. Ja bla bla det gav anledning til diskussion, men ikke om indentitet og statsbogerskaberi - brugen af begravelsen som ritual og konstruktionen af sorg. 

   Det eneste gode ved dette værk var, at jeg kunne konstatere, at jeg stadig kan påvirkes af - kunst...

      

RIP gummimand, du ligger der sikkert stadig hel og fin, når jeg engang er blevet til muld...  

diakroni og synkroni

konstruktivsme er kedeligt

Colour Blogging

jeg er syg, men har overhovedet ikke tid til det, hvilket gør mig pissehamrende sur!

Sygdom burde blive anset som værende en hellig tid, hvor man kan få lov til at trække sig tilbage og lade feberen rasere, brænde og fryse indtil den går ud af sig selv. Jeg har i skrivende stund feber. Det er helligt. Godnat!

LAK.RØR.NU

På fredag bliver de potente, røde porte på Den Frie Udstillingsbygning slået op for udstillingen 'ALD CARMARKET KØBENHAVN', hvor kunstneren Jens Haaning har inviteret et firma til at udstille et lille udsnit af deres lækre luksusbiler i Den Fries smukke rum. Jeg tror det bliver en strømlinet skæv udstilling, og jeg glæder mig meget til at se, hvem den tiltrækker.   

a strowl around the web.a new blog discovered.yes.

Jeg gik en tur på nettet for få minutter siden (nu hviler jeg mig lidt i dette indlæg) og faldt over en blog af Martin Aagaard Hansen, som er studerende ved Kunstakademiet. Jeg kan godt lide hans ting: de er klare, levende og humoristiske - dog uden at være platte! Jeg kunne faktisk genkende nogle af hans ting fra Rundgang 2010, hvilket jeg synes er lidt interessant, for jeg kan huske, at jeg følte mig mere eller mindre bombarderet af kunst. Min hjerne begyndte at flimre og jeg blev helt tavs, fordi der var så mange indtryk, der skulle bearbejdes. 

Men Martin Aagaard Hansens arbejde gjorde et særlig indtryk på mig, og jeg kan faktisk godt huske mit møde med værkerne dengang i sommer.


God kiggelyst

Link: Martin Aagaard Hansen

ung erantis

August Strindberg

Hvordan fryser man om/på/... fingrene korrekt?

'scener' - nogle digte

scenen er sat tilbage

for en kort stund drikker jeg

for meget kaffe det virker

rensende på mine tanker

jeg skriver flere digte, spiser

færre

bange anelser

-

scenen er faldet ned

bag sofaen, jeg burde

virkelig støvsuge snart,

en dag, jeg skriver aldrig

digte, om natten

-

scenen er stillet frem

nypudset yndig, jeg skal have gæster jeg fryser

mellem fingrene, handskerne gemmer sig

i lommen på en anden, klokken skriger

seks, han svarede nej tak  

til tiden, jeg flygter ud i køkkenet, jeg har

kaffe i tankerne og syrener på kjolen

-

scenen er sat i opvaskemaskinen, min lighter

er ikke rød, men snarere falsk

gul, cigaretter har ild i håret mit hjerte står i brand

jeg holder meget af gamle nøgler og kaffekopper med sorte

prikker, røgen fylder køkkenet mine tanker falder på

ung erantis 

Helsinki Dagdrømme

Old School - men Cool!

Jeg synes, der er noget helt vildt fascinerende over gamle optagelser af mennesker. En visuel dokumentation af eksistenser som man ikke ved hvem er - eller rettere sagt - var. På et tidspunkt bliver de fleste mennesker glemt. Der skal ikke mange generationer til før man bare er et anført navn i en eller anden vissen kirkebog. Men filmoptagelser giver på en eller anden måde de mennesker, der optræder i dem, et lidt længere liv - eller død om man vil*.
På denne optagelse fra 1936 kan man se nogle stærke unge mænd, der kæmper/leger/spiller danmye. En kampkunst, som har mange af de samme træk som kampdansen capoiera.
Gamle optagelser har dog ofte en tendens til at virke lidt komiske og det har denne her også lidt - dog må man endelig ikke undervurdere disse mænds fysiske kunnen. Det er old school - men cool!

*en af de mere ubevidste grunde til at folk laver kunst - tror jeg...