.bekendelsesblogging

Jeg har en hemmelighed, som jeg vil bekende her på min blog: Jeg har stritøre. De er dog bemærkelsesværdigt svære at bemærke, fordi de er så små. Det med de små øre er faktisk en familieting. Små hænder, fødder og håndled ligger også til familien. Måden jeg fandt ud af, at jeg kan kategoriseres som flyveøreske, var en anelse pudsig. For at gøre rede for min opdagelse er jeg nødt til at lægge kortene på bordet omkring min fortid. Jeg var i min tidlige ungdom skabselver. Så er det sagt - ud i verden - og grænserne for min privatsfære har rykket sig, og du kære læser er kommet endnu et lille stykke bag kulissen – backstage alla Habermas. Se, jeg har ikke altid været så semisej eller oh so almost cool som nu. Der var engang, hvor jeg egentlig helst ville ud i en skov og slås med sværd iført smukke kostumer og elverører. Det er nu historien begynder, for det var i forbindelse med påføringen af et par silikoneelverører, at jeg opdagede, at jeg havde en kosmetisk hemmelighed. Min veninde og jeg beslutte en kedelig tirsdag – det var sikkert i november november november – at vi ville påsætte de i Faros Cigar indkøbte ører, så vi kunne leve op til et af de mange elviske skønhedsidealer – nemlig lange, spidse, spydlignende ører. Nøj, det var en helt fantastisk oplevelse, og jeg følte mig utroligt feminin, som jeg spankulerede rundt på min folkeskole (jeg havde endnu ikke taget skridtet fuldt ud og plantet mine fødder i skovbunden) med en silikoneparates om hovedet. Min begejstring ville ingen ende tage, indtil min co-elverske og jeg så os i spejlet samtidigt; hvor jeg til min skræk måtte sande jeg ikke havde elverører, men alfeører. For den uindviede kan elver og alf måske lyde som det samme, MEN det er det bestemt ikke. I rollespils verdenen er der i hvert fald forskel.  Alfer er sådan nogle små væsner, der af og til har vinger. De er mere tumlingagtige, har ikke elvernes lange, slanke figur eller mystiske, etosfyldte væsen. Og så har de har de lange, spidse stritører! Jeg var ingen elverske, jeg var en alf. En lille guldkrukkebevogtende, trylleriforegøglende, firkløverelskende alf. Min venindes ører sad selvfølgelig lige som de skulle, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor mine absolut skulle stritte så helvedes meget. Vi prøvede at tage mine af og på flere gange for at se, om de var monteret korrekt. Det var de. Øv. Der var det min veninde kom med bemærkningen om, at jeg faktisk havde lidt strit i ørene. I hvert fald i toppen. Hendes udtalelse var ikke skelsættende i forhold til de observationer, jeg selv havde gjort mig i forbindelse med silikoneørespåføringen – hun i talesatte dem bare. Det pudsige er blot, at man ikke kan se, at jeg har stritører, fordi mine egne af brusk og blod er så små. En gang imellem kan man ane en lille tip stikke ud fra mit hår, men ellers er det en velbevaret hemmelighed. Det var det i hvert fald.